Stay on the dance floor

Nedenstående indeholde firmanavn og henvisning. Dette er mine egne ord og tilsvarende begejstring og ikke en reklame.

Om kort tid skal jeg i tre dage på et skøn retreat med min veninde. Vi nærmest faldt over muligheden og nogen gange ser man bare noget, der er helt, helt rigtigt og ment to be, det var tilfældet her – men mere om det, om lidt.

Mange ved ikke at jeg for 4 år siden gik helt ned med stress. Jeg ramte bunden. Så her får I, i ydmyghed min historie. Pas godt på mig, på dig selv, din bror eller kollega for vi er 430.000 danskere, som hver dag har symptomer med alvorlig stress (1)
Det var lige efter min mor var død og min bror i alt for ung en alder var død året forinden. Tre uger efter min mors begravelse, som lyn fra en klar himmel, gav min krop op. Hvis jeg havde været opmærksom, havde jeg mærket og set alle de alarmklokker og røde flag min krop havde givet mig gennem laaang tid, men jeg var blind og levede på det tidspunkt kun ‘oppe i mit hovede’ uden kontakt med min krop for slet ikke at tale om ringe kontakt med mit hjerte. Jeg havde ugentlig hovedpine, som jeg bare dulmede med panodiler, søvn problemer, dårlig mave, rutchebane humør og en følelse af bare at køre på, videre, videre og min hverdag var fyldt med to-do lister, som jeg dengang troede var lykken og som skulle give mig endnu mere kontrol og som jeg var overbevist om ville rime på lykke og perfektion. En falsk følelse jeg kun kunne mærke og forvekslede med det ægte, fordi jeg ikke var i stand til at mærke noget som helst og bare var ‘sovende’ igennem livet. Jeg lod den ene dag tage den anden og krævede bare mere af mig selv hele tiden. Men den dag i maj gav min krop op og jeg kollapsede. Jeg havde uvidende gennem år haft forhøjet blodtryk af stress i en sådan grad at mine to hovedpulsåre i halsen var flosset som et tovværk i en alder af 39 år. Flosset af alt for højt tryk. Lægen som behandlede mig på sygehuset sagde: “Hvad har du da gjort ved din krop? Du er i livsfare!” Med de ord var det som om alle min krops signaler gennem årene blev tydelige og det medførte ikke bare et chock men også en ked-af-det-hed over hvordan jeg kunne svigte mig selv så voldsomt og svigte mit ansvar for min lille familie.
Efter udskrivelse fik jeg beordret et halvt år på sofaen, hvor prikkerne i loftet blev talte og mine blodåre helede langsomt tilført livsvigtig medicin. Jeg begav mig ud på gåture når ikke jeg sov 2-3 lure om dagen og brugte dagen på at spare energi sammen til min lille familie kom hjem fra deres skole, job og børnehave, i håb om at kunne være bare lidt givende mor/kone for dem men i virkeligheden, var jeg en skygge af mig selv. Jeg så stort set ingen mennesker, glemte et hav af fødselsdage og mindst lige så mange retursvar på sms’er. Mit sanseapparat var hypersensibel i særdeleshed for mange mennesker og lyde og der skulle meget lidt til, før jeg blev overloaded, som om mit sorteringsfilter for væsentlige og uvæsentlige lyde var væk. At holde en almindelig familesammenkomst med de nærmeste krævede tonsvis af energi af mig, hyperventilation flere gange i håndklædet på badeværelset og mange kærlige klem fra min mand og en træthed efterfølgende, der ikke tålte mål med andet. Processen med at få det bedre var lang og hård men vigtigst af alt, jeg kom i kontakt med mig selv igen. Dette med musseskridt men gode skridt. Midt i alt dette døde min far pludselig, hvilket medførte yderligere en stor og hjerteskærende sorg. Så sideløbende med min stress skulle jeg tage vare på mine børn i en forening af vores hverdag, tage vare på deres sorg og min egen sorg over tabet af nu tre meget vigtige og elskede familiemedlemmer indenfor 2,5 år.
Et halvt år efter min fars død var min fysiske tilstand nu meget bedre men hvis jeg skulle heles psykisk og virkelig lære at forstå min stress og mine skyggesider, måtte jeg søge dybere og forandrende. Det krævede mod for jeg viste at ‘rejsen’ ville blive mørk, og det var den i sandheden.

Jeg begyndte at læse en Master i Enneagram og NLP, som jeg har fortsat og nu læser videre til psykoterapeut. Et valg som for mig skulle vise sig at være det helt, helt rigtige. Den psykiske indre forståelse og forandringsarbejde jeg har gennemgået her, har vist sig at være voldsomt, hårdt, mørkt, smukt og forløsende med en ny ro, indsigt og vigtigst af alt balance. Jeg har lært side af mig selv at kende, som jeg ikke anede jeg besad, forståelse for andres model af verden og menneskets kapacitet og tilgang hertil. Jeg har lært at sige ja tak og nej tak – helhjertet til begge dele og min kommunikation hertil har taget en drejning for tydeligheden har fulgt med.
Som en del af uddannelsen har jeg lært at meditere. En gave til mig selv, en pause fra hverdagen hvor mine batterier kan lades op igen. Jeg elsker dette univers og kan mærke at via denne vej holder meditation mig på ret kurs, at meditere ‘kalder mig hjem’ og holder mig i kontakt med det en fortravlet og kaotisk verden mudder.
Så tilbage til starten – min søde veninde og jeg skal på et meditations retreat i Sverige med Jesper Westmark, som jeg har hørt så meget godt om.
Tre dage med meditation, sauna, kolde skovsø bade, ro og indre reflektion og lækker vegansk mad.
Jeg glæder mig helt vildt, for selv om jeg har det det rigtig godt, nu flere år efter, hvor 9 ud af 10 dage er gode, ved jeg også at jeg fremover bærer en vis sårbarhed med mig. Forskellen til i dag er, at jeg nu ved, hvad jeg skal lytte til, for den inde vise stemme, taler som altid helt roligt og stille men jeg råber ikke længere højere og barskere for at overdøve. Jeg ved ligeledes hvilke følelse jeg skal mærke efter og det er med mit hjerte som vejviser.
Det er vigtigste for mig at ‘stay on the dance floor‘ at mærke efter og forblive i kontakt med min indre guidning, der altid fortæller sandheden, hvis jeg lytter, virkelig lytter.

Nedenstående tre billeder fra Sjövik : Fotokredit Jesper Westmark

Jesper Westmark – Meditationsskolen.com



Sunde boller

Vejret i dag byder for os på indendørs hygge. Det har regnet siden i nat og det passer os mere end fint. Den tørstige have får vand og vejret giver os ro og tiltrængt slow tempo. Oscar har bygget med LEGO på værelset i 2 timer og de store hygger med film i sengen, et langt bad og flere kopper the iført blødt tøj. Anders har haft en travl uge og sidste weekend var han på overlevelsestur med efterskolen og Kirstine havde i går sidste skoledag. Med andre ord to teenagere der trænger til pause og ro. Både Mads og jeg nyder at have dem alle omkring os og bruger tid på alt andet end arbejde og får både læst det, vi hver især nyder og jeg har bagt boller.
Opskriften på bollerne er en flere år gammel opskrift jeg har fået i en helsekost forretning og jeg har bagt den mange gange. Den kræver at man har lyst til ‘lege’ med forskellige melsorter for her er der tale om super sunde boller, der indeholder alle de gamle sorter. Jeg elsker dem og de er så smækfulde af lækker smag og holder sig gerne saftige i flere dage i køleskabet. Nyd dem både som en hurtig bolle inden sport, i madpakken eller som et sundere alternativ til morgenbordet.

Sunde Boller
ca 20 stk

7 dl koldt vand
20 g gær og evt lidt surdej hvis du har, det gør dem kun ekstra lækre
1/2-1 spsk salt
2 spsk olivenolie
2 spsk hypenpulver
1 dl tørret brændenælde
1 dl havreklid
1/2 dl solsikkefrø
1/2 dl chiafrø
1/2 dl gojibær (dem udelader jeg, da jeg ikke bryder mig om konsistensen)
1 dl sesamfrø
1 dl græskarkerner
1 dl quinoamel
2 dl emmermel
2 dl sigtet speltmel
4 dl hvedemel
1 dl ølandshvede

Opløs gæren i vandet og tilsæt de øvrige ingredienser. Rør kraftigt i dejen ca 15-20 min. gerne på en røremaskine til dejen får spindelvævs tråde, så er den klar til at komme på køl og hæve, gerne til dagen efter.
Form dejen til boller med en ske og sæt dem på en bageplade.
Bag bollerne 20 min 200 grader.

Dejen kan holde sig i op til tre dage i køleskabet, så du kan bage præcis, når det passer dig.

N.B. hvis du ikke har mod på så mange ingredienser – så brug i alt 3 dl frø samt 9 dl mel af eget valg.

Orangeri lykke

Lidt skiftevis de seneste par uger har jeg med højt og lavt humør og tilsvarende håb troet på et fantastisk forår, som gerne måtte glide over i en skøn, skøn sommer. Weekenden gav mig håbet tilbage og vi har i den grad nydt vejret. Haven har fået en kæmpe omgang og endelig troede jeg nok på at kulden var kastet til hjørnet at vi både fik plantet tomatplanter, snackpeber, chili og krydderurter. Det er så skøn en tid og jeg glæder mig til at kunne høste af alt det grønne og smagfulde, som orangeriet kaster af sig. Sidste år voksede vores krydderurter sig så kæmpe store og fyldige med den skønneste smag, jeg længe har smagt, vi glæder os til at gentage den succes, ligesom vi glæder os til at høste vores egne tomater, som smagsmæssigt slå købe-tomater med længder.

Orangeriet har den skønneste ro over sig, et lille isoleret sted væk fra huset, væk fra telefoner og hvad der ellers kan virke for meget og som er ekko på en travl hverdag. Vi holder meget af at spise i orangeriet, nyde en kop kaffe, til duften af blomster og krydderurter. Måske andre børnefamilier kender til den sparsomme tid, der tildeles mor og far af uforstyrret snak og vi elsker derfor at trække ud i orangeriet, når der om aftenen er faldet ro i huset. Gerne med en kop kaffe i hånden og så får basilikummen en strøg med hånden, idet vi går forbi den, for herefter spreder der sig den mest skønne duft sig i rummet. Foruden vores spisested har vi et lille afslapningssted, som er et af vores yndlingsspots, for her kan hovedet hviles, her kan den gode bog læses og jeg nyder at meditere lige her. Børnene finder vi ofte siddende på dette sted, hvor de helt ubemærket har trukket sig væk fra alt andet og vælger at slapper af. Oscar har fået en af vores gamle Ipods, som han er begyndt at høre lydbøger på og det er så skønt at se, hvordan han vælger det til og gerne bruger orangeriet til at lytte til bøgerne uforstyrret. Allerde nu blomster den klematis, der med tiden skal sno sig og i højderne, så den danner et blomstrende tag over dette yndlings hvile sted. Med få solstråler kommer temperaturen nemt op over de 20 grader, så selv på dage hvor det blæser og rusker er her vidunderligt at være i orangeriet og jeg elsker at passe planterne og se deres udvikling. Mit næste ønske må være et ferskentræ, som jeg lige ved hvor skal gro. Imens må jeg heppe på et godt vokse-år for vores vin, som på underiden af løvet har det smukkeste rosa farvepil.

Sidste dage i gymnasiet

Lørdag er brugt i noget nær det bedste selskab, for mig er det yndlingstid af den bedste slags. Det har været en mor-datter dag og vi har sådan hygget os. Kirstine har travlt i øjeblikket, der er forberedelser forud for eksamenerne, som skal gøres og den sidste gymnasietid og hygge med pigerne suger hun til sig og nyder det hele med sanserne på stilke for ikke at misse ud på noget som helst. Jeg ønsker Kirstine det hele, for jeg ved at de seneste tre år har været nogle af de bedste for hende og hvor er det værdifuldt at det hele har givet hende en dejlig hverdag, venskaber for livet og et fagligt springbræt hun har taget seriøst, knoklet for og i den grad fortjent.
For en uges tid siden gik vi en lille tur rundt på gymnasiet Kirstine og jeg. Gymnasiet ligger et stenkast fra vores hjem og rummer den fineste historie helt tilbage fra 1926. Kirstine og de andre unge mennesker har haft deres hverdag i rammer, der kun kan være inspirerende. Her er der ikke tale om nedslidning men historisk arkitektur, der er bevaret, værnet om og som i dag rummer minder helt tilbage fra dengang i 20’erne, fra krigens tid hvor frihedskæmperne gemte våben i kælderen og minder fra 50’er hvor dansk møbelarkitektur havde kronede tider og møbler fra den tid består og bruges stadigvæk på det smukke gamle gymnasium. I dag er det mikset med det nyeste nye af teknik og det er gjort så fint og med respekt. Det hele er omkranset af den smukkeste park med gamle lindetræer, frugttræer, springvand og klatrende roser og blomster.

Tilbage til vores shoppedag hvor Kirstine og jeg har hygget os med én agenda og det var at finde kjolen, Kirstine ønsker at have på, når hun bliver student og der skal festes. Det var ikke en nem opgave men vi er ikke kendte for at give op, for nok skulle det være en kjole men for alt i verden ikke for pyntet, for meget/for lidt eller have den forkerte farve og da på ingen måder minde om en konfirmations kjole. Ja, krav var der nok af og Kirstine er meget naturlig af udseende og sind, hun bruger sjældent make-up, har aldrig farvet sit hår, aldrig haft et hul i en tand og af personlighed er hun ligetil, kærlig, godmodig og med ben i næsen som ingen anden og så var det jo bare at finde en kjole, der kunne passe til den personlighed – og det gjorde vi. Efter forsøg i 8 butikker fandt vi kjolen, der var forelskelse ved første blik fra os begge og glæden var stor.

Nu er der kun få dage tilbage på skolebænken og på torsdag har Kirstine sidste skoledag med udklædning og festdag.

Hvor er det stort, vildt og vidunderligt at følge ens børn på deres skidt i livet og hver milepæl sætter spor. At få lov til at være vidne til deres liv kommer jeg aldrig til at tage for givet. I dag er det mors-dag og for 19 år siden gjorde vores smukke datter mig til mor, den største gave i mit liv. Lige som andre store begivenheder i Kirstines liv kommer jeg også i hendes kommende eksamens periode til at stå og heppe på hende på sidelinjen, give kram når det behøves, glædes, tro på hende og elske hende – som jeg vil gøre det resten af livet.




Påsken

Påsken står for døren og i dag tog vi efter morgenmaden i sommerhuset. Vinteren har været lang, ikke hård men alt i sommerhuset trængte til en kæmpe omgang rengøring. Vejret er jo fantastisk, så vinduer og døre har stået på vid gab og den friske havluft har strømmet ind i huset. Vi har gjort rent i hele huset, vasket sengetøj, luftet dyner, rengjort havemøbler, pukket anemoner og spist frokost i det fri. Alt har rimet på forår.

Solen gik her til aften ned i smukke nuancer og vi glæder os til endnu en smuk og dejlig dag i morgen. På alle måder føles her skønt og på den helt rigtige måde er her spækket med gode minder for huset tilhørte tidligere min mor og far. Efter en lang vinter er det tiltrængt at være her, for her kommer vi alle ned i gear, nyder naturen og hinanden.

Rigtig god påske til alle

Vores børn…

Ofte vil jeg ønske at jeg kunne trykke på pauseknappen. Dette i særdeleshed i forhold til børnene. Jeg blinker og de vokser, jeg kigger væk og de kan noget nyt. Jeg kan seriøst ikke forstå, hvor årene er blevet af.
Børnene er meget forskellige. Deres forskelligheder er måske noget af det, der gør mig mest stolt, forundret, giver mig sved på panden og noget af det smukkeste ved dem hver især. Jeg elsker deres forskelligheder.

Vores tre børn er alle ønskebørn og de kom til os i denne rækkefølge pige, dreng og dreng. De to ældste børn fik vi med tre års mellemrum og flere år senere kom Oscar som vores dessert.

Hver milepæl hos børnene er for os ganske særlige. Ingen alder hos børnene udnævner sig som bedst eller yndlings men præcis der, hvor vores børn er lige nu og her, er den bedste og jeg elsker alle detaljerne, de bringer ind i vores liv.
Alligvel kunne jeg så godt tænke mig en pauseknap for at nyde lidt ekstra. Det tætteste jeg kommer på pause er fotos, som indfanger og foreviger vores børn og senere minder os om unikke øjeblikke og aldre.

For 4 år siden var børnene til en foto session fordi jeg ønskede at trykke på pause og forevige dem lige der, hvor de var. Det blev til smukke, smukke billeder, som jeg gav jeg Mads i julegave, heldigvis til stor glæde (læs evt her).
Hver dag nyder vi billederne og valget af fotograf var helt rigtig, for hendes stil er lige det, vi ønsker (Sisse Langfeldt – @imagesbylangfeldt)
I dag gentog vi succes, fik taget billeder af dem alle tre sammen og hver for sig. Der sker så meget for børnene, for dem hver især, en tid jeg tror, vi altid vil huske. Vi havde i dag den hyggeligste time med skønne Sisse. Jeg elsker det naturlige hun får frem i børnene og jeg vil til enhver tid vælge den stil, hvor det er mere end ok at der kommer vind i håret, hvor det naturlige og smukke kommer i fokus hos børnene og vi finder spændende byfacader som baggrund.

Vi glæder os så meget til at se resultatet om ca 14 dage, når billederne er færdig redigeret – jeg vender tilbage med det.

Dette billede er fra første gang, Sisse tog billeder af børnene

Forårs ønsker

Forårsvejret har indtil nu været lunefuldt, men det hindrer mig ikke i at drømme om lettere tøj og ønsker der i udtrykket er underspillet lækkert og udstråler lethed til hjemmet og min garderobe.

Længe har en stor (læs: meget stor) Lyngby Porcelæn vase været mit ønske. Den ville ofte få pads i et af vores store vinduer og i foråret skulle den pyntes med en smuk gren. Samme brand har i år lanceret porcelænsæg og jo jeg kunne godt være fristet til af par stykker i smukke forårsfarver, der kunne pynte sammen med vasen, når påsken nærmer sig. Jeg er ikke den store ‘påskepynter’ men friske blomster, grene og et par enkle æg, må godt finde vej ind i mine stuer.

Til min garderobe har jeg hovedkuls forelsket mig i denne über skønne nederdel fra Kokoon og særligt i denne sart rosa farve. Om den er praktisk i farve, er jeg måske lidt blind for, også selvom jeg ved at Kokoons lækre materiale valg sjældent tåler 60 grader i vaskemaskinen. Vi skal til tre konfirmationer i år og det kunne være at den indfandt sig hertil, gerne tilsat disse Yvonne Kone sandaler måske bare med en hvid t-shirt til og en chunky strik, hvis det er køligt.

Ja ønsker er der nok af, så måske også endnu en Aiayu “stof-taske” til det løse, dem er jeg afhængig af og lidt forårs stribet puder til hjemmet eller vores orangeri, vil være skønt.

Nye veje

I dag er jeg så træt at kroppen summer. Summer i hver en fiber og samtidig er jeg fyldt af den største glæde, for noget nyt er begyndt. For 2 år siden startede jeg på en ny uddannelse, en Master i Enneagram og NLP – dybdegående personligheds psykologi. Gennem mange år har jeg arbejdet som børne-ergoterapeut med rehabilitering af børn, der grundet sygdom eller traumer havde fået en alvorlig hjerneskade. På et tidspunkt opstod der forskellige livsvilkår, som gav mig mulighed for at træde ud af arbejds trædemøllen og mærke efter og få sat ord på hvad essensen af glæden i mit arbejde bestod af. Det var tydligt at den psykiske terapi del var mit hjertebarn. Forandringsarbejdet og samtaler sammen med barnet og hele familien var så meningsbærende for mig og jeg besluttede mig for at forfølge det langt mere.
Forud for mit valg havde jeg mange overvejelser men at Enneagrammet skulle være det bærende var helt klart for mig. Det smukke menneskesyn og menneskelig forståelse, omkring én selv og andre, som Enneagrammet bygger på, måtte jeg bare forfølge så langt og dybt, som det var muligt. Ikke noget weekendkursus eller fordragsaften, for det skulle forankres helt ind i min sjæl, det var vigtigt og helt essentielt for mig. Valget blev derfor på Masterniveau gennem to år. Jeg havde, synes jeg, sat mig godt ind i, hvad jeg havde valgt til men ikke i min videste fantasi oprigtigt forstået, hvad jeg havde kastet mig ind i og åbnet op for. Heldigvis viste jeg i begyndelsen ikke, hvad jeg ikke viste. Det er specielt formuleret men lige præcist sådan, er det. For i dag kan jeg tænke at jeg vil være fattigere uden den indsigt og viden, jeg nu bærer med mig, og kan derfor blive skræmt ved tanken om hvad nu hvis, jeg ikke havde valgt det til. Det har givet mig viden om mig selv, forståelse for mine medmennesker og næring til det liv, jeg ønsker at leve, leve fuldt ud.
I januar afsluttede jeg min Master. To år med en indsigt, der har afsæt i at ville finde ind til den reneste i mennesket, uden slør, uden ego og lade det ægte i os alle stråle. Allerede inden jeg afsluttede min Master, var jeg sulten på langt mere og torsdag lød startskuddet på overbygningen og endnu to år og dermed ender jeg som Psykoterapeut med Enneagram i speciale. Jeg får travlt, sved på panden, glæder mig til rejsen, dybere forståelse og det indre arbejde der venter forude. Allerde nu har jeg en klinik sammen med en skøn kollega, jeg har taget min uddanelse med. Jeg er så ydmyg og taknemmelig for den tillid, de klinter jeg møder, giver mig og det arbejde vi laver sammen og jeg glæder mig til hver unik oplevelse, jeg får med mine fremtidige klienter.
Vi mennesker lever med så mange masker på, laver slør for os selv og forveksler vores ego med den, vi i virkeligheden er. Det kan være hårdt at opdage, hvor meget vi misser ud på i livet, når vi ikke er “vågne” og ægte men også den smukkeste rejse, når vi finder vejen til at kalde os selv tilbage.
Hvor jeg bare glæder mig over alt det, der er igang og det som venter.

Alt kommer fra indre forandring, den ydre forandring kommer herefter som en betinget refleks…

Når en veninde besøges…

Nogle af mine venner har jeg lykkeligt fået i mit voksenliv. Fået som i en foræring, for jeg synes venner, føles som livets gave. Andre venner har jeg fra barndommen eller ungdommen og de seneste to dage har jeg besøgt en af mine kæreste veninder fra ungdommen. Vi mødte hinanden i 10. kl. faldt i snak i første frikvarter og var uadskillige siden. Det var dengang, vi kunne gå i byen torsdag, fredag og lørdag og stadigvæk se godt ud om søndagen. Det var hende jeg delte alle hemmeligheder med, besøgte i USA da hun rejste på High School i et år og hende der i dag er gift med en af min mands bedste venner, da de forelskede sig i hinanden til vores bryllup. Det endte glædeligt med at også de blev gift og har fået to skønne børn. Det er fantastisk at være sammen med både min veninde og min mands ven på en og samme tid, når vi besøger hinanden.
Jeg holder så meget af min veninde og vi nyder, når det endelig er tid til vores aftaler. Vi er bosat i Jylland og København og det giver heldigvis mulighed for længere tid sammen end bare en kaffedate.
I mandags tog jeg til København og kunne se frem til to dage i det bedste selskab og nyde vores smukke hovedstad.
Vi har hygget helt vildt og på bedste veninde-vis fået talt, lyttet, grinet og grædt nærmest uafbrudt. Vi har drukket kaffe og spist det lækreste sushi “henne om hjørnet og nede i kælderen” fordi min veninde med sikker hånd styrer mig uden om alle turistfælder men leder mig hen, hvor de i stedet hilser med fornavn og forkæler deres kunder, fordi deres arbejde er deres passion. Det samme med vores shoppetur som altid er helt væk fra highstreet og mainstream og istedet er en rundtur i små unikke og personlige butikker. Jeg elsker det og vi nyder vores tid sammen.

Tirsdag morgen stod jeg tidligt op for at gå en lang tur. Jeg synes, der er noget magisk over byer, der vågner op og jeg elsker at fornemme den tid hvor natten slipper sit tag og dagen tager over. Det blev til en fantastisk tur på 10 km med roligt musik i ørene, solopgang og en gåtur der gik fra Østerbro langs søerne, hvor de bor, og til synet af søerne der denne morgen havde dyne på af let tåge og vanddampe. Med en varm kaffe i hånden gik jeg gennem Kongens have hvor byens fugle havde overnattet, til Nyhavn hvor der blev fejet fortov, vandet blomster og drukket morgenkaffe af restaurantejerne. Videre forbi Amalienborg hvor en garder afmålt nikkede godmorgen og herfra tilbage mod Østerbro i det smukkeste solskin.
Da jeg låste mig ind i lejligheden med varme boller under armen, blev jeg mødt af velkendte familielyde af madkasser, der blev samlet, bilnøgler der skulle findes og lune kys, der blev givet inden dagen for alvor startede.
Hvor er det skønt men sådan et par dage, der føles som en vitaminindsprøjtning og som måske nok er allerbedst, fordi jeg har mine kære at vende hjem til igen – heldig og taknemmelig som jeg er.

Når stilheden giver svar

For kort tid siden havde jeg fødselsdag. Min familie mente at jeg havde fortjent en gave og min mand tog sig af det lørdag formiddag. Da han kom hjem med hemmeligheder, fortalte han mig at han også havde været på cafe. På cafeen havde Mads bestilt en lækker dobbelt espresso og helt for sig selv nydt lidt alenetid, den gode kaffe og lige skimtet avisens overskrifter. Ikke timer måske nærmer en halv time, havde tiden været hans, i selskab med den gode kaffe og egne tanker, der kunne få lov til at nå til ende uden forstyrrelser af hverdagens puls.
Det gjorde mig så godt at høre, for herhjemme er det sjældent at vi er opmærksomme nok på at give os selv pauser, en lille nydelse som fx en lækker kop kaffe vi ikke selv har lavet men i særdeleshed alt for sjældent den nydelse og luksus det at ofre os selv lidt tid.
Som mor kan jeg næsten opleve at jeg dagen lang fornemmer og fornemmer på behov fra andre og jeg gør det gerne og med den største kærlighed til mine kære men er vi – er jeg god nok til at fornemme egne behov og virkelig mærke efter, hvordan mit sanseapparat er, eller har jeg tilladt mig selv at blive en maskine…? Kan jeg oprigtigt lære mine børn at være autetiske og nærværende mennesker i denne verden? Lære dem at styre uden om den kurs, hvor vi bliver maskiner og slaver af tiden i den verden vi er del og part af, hvis jeg ikke viser dem vejen til pauser, indre reflektion og viser dem vigtigheden i at tage sig selv seriøst, måske enda på et lidt mere spirituelt plan. Jeg taler ikke om en slapper i sofaen foran tv om aftenen, men mere at vise dem det værdifulde i pauser også fra alle elektroniske devises, pauser hvor vi tydeligt og med respekt vælger os selv og alenetid til. Min mands cafebesøg og nydelse i at tage en kop espresso er måske et meget godt eksempel på at det er ikke mange timer eller hele dage vi behøver, eller det er ihvertfald ikke det jeg sukker efter, men bare lidt mere alenetid og med en anden kvalitet, end når vi står i ‘alenehed’ og hænger vasketøj op.
Alle de svar vi måtte søge, store som små, tror jeg dybest set vi besidder, men det kræver mod, indre nærhed og styrke at accesse de svar. Nøglen bærer vi men roen skal vi opsøge.
Jeg har ihvertefald noget jeg vil være undersøgende på, eller måske er det i virkeligheden noget, der skal genopdages.