Monthly Archives: October 2015

Mindes min mor

IMG_5195                        Solnedgang ved mine forældres sommerhus

Tiden er en underlig størrelse. Vi beskriver den ofte, som den “flyver afsted” eller går i “tomgang”. Tiden har vist mig en ny vinkel, der er tiden før og efter min mors død. Den 21. april 2015 døde min mor, med min fars hånd i sin. Min mor havde på det tidspunkt været på hospice i 14 dage, hvor vi var hos hende dag og nat. Om få dage den 21. oktober 2015 er det 1/2 år siden, min mor døde (læs evt her). Min mors død har ikke alene medfødt et kæmpe tab, men også et savn, der rækker udover, hvad jeg i min vildeste fantasi havde gjort mig forestillinger om. Det har været måneder, der ofte har været stumme for verdens summen og istedet været overdøvet af magtesløshed og så stor sorg. Tårene har overmandet igen og igen og mit hjerte har været på overarbejde. Visheden om aldrig mere at skulle se, dufte og mærke min mor, har jeg skulle lukke ind i små bidder, og jeg kan stadigvæk i et splitsekund nå at tænke “det skal jeg lige huske at fortælle mor”.
Min far står tilbage og øver sig hver dag på at samle op på et liv, der synes så anderledes og tomt, efter at have været gift med min mor i 42 år. Han kæmper, opdager nye aktiviteter der giver mening, og jeg har så enorm stor respekt, for hvad han går igennem.

For år tilbage fik min mor underlivs kræft og helt uafhængig af hinanden senere også brystkræft. Min mor var en fighter til fingerspidserne og kæmpede sig gennem 2 x kemo og stråler så mange, at jeg ikke har tal på dem. Hendes hverdag var trods sygdom i lange, lange perioder rigtig god og til tider kunne vi næsten glemme, hvor alvorligt det var. Min mor levede sit liv som hun ønskede det, passede sit hjem, sommerhus, spiste sundt, hvilede sig, spillede bridge, gik 5-8 km hver morgen og grinede og nød de mange venskaber og ikke mindst familien. Hun var fantastisk til at skabe gode og unikke stunder med min far og os andre, og var så bevist om hvor seriøst, så pokkers seriøst, hendes skæbne var.

Indtil sidst i august 2014, var alt fint og godt. Lægen sagde i august til hendes kontrol: ” Det ser så fint ud, at du kommer til at dø med din kræft, ikke af den”. Vores lykkerus var til at få øje på.
To måneder senere, i oktober 2014, lagde jeg mærke til nogle symptomer hos min mor, der bekymrede mig og min mor kom til en ekstra kontrol. På to måneder havde kræften spredt sig nærmest overalt og værst var det, at spredningen nu også havde nået hjernen. Kræften var nærmest eksploderet, og der var ikke mere lægerne kunne stille op (læs evt her).

I december sidste år fik min mor den fineste engel af en god og nær ven. Da det blev januar gav min mor englen til mig og sagde: “Den skal du have Karina, for jeg kommer ikke til at opleve jul igen, og næste år skal du tage den frem, og så kan du mindes alle de vidunderlige jule, vi har haft sammen”. Min mor fik desværre ret, selvom jeg dengang modsagde hende, det blev den sidste jul vi fik sammen, og englen skal have en ganske særlig plads, hjemme hos os i år.

Jeg vil aldrig glemme min mor, og jeg vil mindes hende, om og om igen. Taknemmelig for den mor hun var, det er heldigvis det, jeg husker. I kærligt minde.


I disse uger sættes der fokus på ‘Knæk cancer’. En yderst vigtig sag. Hver 3. af os får på et tidspunkt i livet kræft.

Grå / sorte toner

grå-sorte-toner-

Grå / sorte toner – jeg elsker dem. Det er grundfarverne i min garderobe, og jeg føler mig altid tilpas i disse mørke farver. Overdele er det, jeg mangler dette efterår og så et par nye Angulus støvletter. Modellen på støvletterne hedder Chelsea, og jeg elsker dem. Jeg har dem i forvejen, og har brugt dem igen og igen til de nu er så slidte at nye må til. Lune striktrøjer til mine elskede sorte skinny jeans er i den grad en mangelvare og disse to lækkerheder vil være vidunderlige i hverdagen. Mon ikke snart jeg skal forkæle mig selv med dette smukke og super bløde tørklæde – må igang med at prioritere.

Tørklæde // støvletter // cardigan // sweater // top // taske