Monthly Archives: July 2018

Tilbage på sporet

IMG_5274

IMG_5280Sommeren er helt ubeskrivelig dejlig. Tror vi alle stadigvæk kniber os selv lidt i armen over, hvor forkælet vi er blevet af vejrguderne.

Om lidt kalder hverdagen for alvor igen for vores familie og det får en kæmpe shake og vendes på hovedet for Anders tager på efterskole og jeg starter på en frisk i en fantastisk ny stilling, som jeg glæder mig vildt meget til (mere om det en anden gang)

Ferie er for os også en tid, der rimer på flere is, en iskold øl på terrassen og den lækre gårdfløde til de søde danske jordbær. Vi har været forkælet med en uge sydpå i maj og en måned i sommerhuset i Danmark og nogle dage i Hamborg. Feriestemningen har derfor i den grad sat sit præg på os og rytmen, som hverdagen lægger op til af gode træningsvaner forstyrres og madplanen er helt og aldeles taget af tegenbættet og sengetider for Oscar er tæt på at ligne vores.

Nu skal det være igen – tilbage på sporet. Pakkede idrætstasker, madplanen, de gode sengetider og lister – jeg elsker lister. Faktisk har jeg lidt glemt hvor meget jeg elsker lister.
Lyder det kedeligt ja, sikkert for nogen vil det gøre det og jeg må indrømme at jeg fra tid til anden sparker det hele i hjørnet og nyder dét, men dybest set ved jeg også godt hvor overskueligt og nemt det hele bliver, når hverdagen for os alle er sat lidt mere i system og overblikket er nærværende.

For at komme tilbage til det med lister så har jeg igennem en årrække lavet lister primært til indkøb af børnenens tøj. Ud fra den tanke at jeg hellere ville købe lidt men godt og glædes over hvor godt det kunne holde til brug og vask og samtidig nyde at se dem i noget lækkert. Deres behov blev skrællet ind til benet og jeg viste lige præcis, hvor mange par bukser, jeg skulle shoppe mig igennem, den jungle det er, når det om få uger vælter ind med nye skønne fristelser fra de forskellige yndlingsbrands. Herefter er det bare at vælge og for mit vedkommende har jeg altid nydt at se hvordan overblikket gjorde at tingene jeg købte kunne mikses på kryds og tværs og gav mange flere “sæt” muligheder, end når jeg impulskøbte.
Jeg har været væk fra den type lister det seneste år men i sommerferien spirede tanken og lysten frem igen i forbindelse med pakkelisten til Anders’s efterskole og jeg har allerede færdiggjort listen til Oscars efterår/vinter garderobe.
Oscar er skudt i vejret hen over sommeren og med sine 5 år, har han sluppet lidt mere af de runde baby former og særligt hans ben er blevet lange og lige hvilket kalder på noget andet end det, der ligger i skabet. Jeg elsker stadigvæk det mere bløde tøj i naturlige materialer, hvor der er plads til leg og velbehag samt tøj i rolige farver med et enkelt udtryk. Jeg synes børn generelt er så smukke og hvor er det ud fra min mening og syn på børn synd, når børn puttes i tøj, der “larmer” for meget og tager fokus.
Den anden dag blev Oscars tøj sorteret. Heldigvis vælter vi os stadigvæk rundt i sommertøj men det tøj, jeg ved han ikke kommer til at passe til efteråret er pakket væk og gjort klar til at blive sat til salg om få dage (Hold derfor gerne øje med min IG salgsprofil : karinas_univers_salg)

Hvis man er på bar bund udi lister og har mod på det for at se hvilken indvirkning, det kan have er et godt sted at starte med at lægge mærke til, hvad der ryger igennem systemet i vask i en uge. Det er en meget god pejling på i hvilken retning, listen bør udforme sig. Måske skal der være lidt ekstra til skabet i børnehaven og uheld som nødvendigvis ikke bør have samme kvalitet som yndlingstøjet. Fx ved jeg at Oscar i sin vintergarderobe til en vintersæson har brug for 8 undertrøjer. Nu har jeg en forkærlighed for undertrøjer fra Cosilana. Samme farve, samme vask og altid lækker for Oscar at have på.

Der er mange måder at starte hverdagen op på igen og den ene kan være lige så god som den anden. Jeg håber I alle har haft en skøn sommer og ønsker jer en rigtig god opstart igen. I morgen starter jeg på mit nye job, med glæde, ydmyghed og lige præcis den mænge af sommerfugle, der hører sig til.