Vores vej til Skejby

IMG_9274

I dag er det den onsdag den 10. januar 2018, det betyder også behandlingsdag for Anders.  Turen går til Skejby for ham og jeg og imens vi kører på E45, tænker jeg på de mennesker, der netop nu er ved at blande hans kemo, gør de det med omhu, kærlighed og sendes der lykke med i posen.
Ofte sover Anders på vej dertil, selvom det kun er en tur på 30 min. er det som om at enhver lejlighed benyttes til at hvile den krop, der kun er 14 år og allerede på overarbejde. I dag er der overskud til åben øjne hos Anders. Alt i mens vi kører afsted, ham og jeg, undervises hans klassekammerater i kemi, Anders lærer om det på egen krop.
Jeg styrker mig, ved at jeg skal være være der for ham og det er jeg, men jeg ved at han kan se, hvordan jeg græder indeni, min store menneskevise søn. Jeg tænker på den tale Mads og jeg om få måneder skal holde for ham til hans komfirmation. Hvordan får den lethed side om side med den virkelighed han står i. Bliver det et tilbageblik på et barneliv med lystige trin og grin og så med et stort fedt punktum. Hvad har der indtil nu været på den anden side af det punktum for min søn med de smukke brune øjne, øjne der nu har fået en dybde som nogle voksne mennesker aldrig kommer i nærheden af. Dybden består af lige dele uretfærdighed, frygt og ydmyghed. Ydmyghed i den reneste forstand og ved gud hvor er det klædeligt til mennesker, når der er en ægte ydmyghed i deres sjæl og sprog. Det er bagsiden af medaljen.

Trafikken glider let i dag og jeg kigger ud på bilerne, vi kører forbi og mærker en kløft til den virkelighed, der befinder sig udenfor vores rammer. Vi hører lidt musik, jeg har valgt det, jeg genkender fra teenageværelset og Anders nynner lidt med på det. Det gør mig godt, for jeg tror på, det betyder at tankerne hos min søn er lidt væk fra hvor vores destination er. Jeg kan se, han sidder på sine hænder, forsøger at få  hænderne i ro, de ryster, gør ham klodset og usikker. Rystelsene er endnu en af bivirkningerne fra de forskellige medicin præparater. Åh, alle de bivirkninger som vi hører alt for lidt om, når vi taler om cancer behandling. Mine sanser minder mig om lugten af medicinen, afdelingen vi er på vej til er svøbt ind i den lugt, ligesom når man får penicillin kan også kemo lugtes. Også på Anders.

Jeg tænker på den lægesamtale der venter os, den gør mig nervøs og jeg tænker på, hvem mon der tager i mod os i dag, håber det er en af de kendte, som møder os med smil og samler op på samtalen fra sidst. Hvor er det søde mennesker, der arbejder på denne afdeling og jeg nyder at jeg for dem næsten er luft og deres øjne er rettet mod Anders i det øjeblik, vi kommer ind på afdelingen. De passer på ham, min søn, mit guld, hvor gør det godt. Jeg ved at Anders også i dag vil møde dem med et smil og spille med på deres lette snak, der samtidig rummer et ekko af alvor. Jeg er bevidst om at han har brug for jeg forholder mig lidt tilbage og lade ham vise at han kan godt men jeg ved også lige hvornår, han har brug for jeg ligger min hånd på hans sådan, som jeg kommer til i dag og mange, mange onsdage og alle de andre dage endnu.

IMG_9275

IMG_9277

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *