Når stilheden giver svar

For kort tid siden havde jeg fødselsdag. Min familie mente at jeg havde fortjent en gave og min mand tog sig af det lørdag formiddag. Da han kom hjem med hemmeligheder, fortalte han mig at han også havde været på cafe. På cafeen havde Mads bestilt en lækker dobbelt espresso og helt for sig selv nydt lidt alenetid, den gode kaffe og lige skimtet avisens overskrifter. Ikke timer måske nærmer en halv time, havde tiden været hans, i selskab med den gode kaffe og egne tanker, der kunne få lov til at nå til ende uden forstyrrelser af hverdagens puls.
Det gjorde mig så godt at høre, for herhjemme er det sjældent at vi er opmærksomme nok på at give os selv pauser, en lille nydelse som fx en lækker kop kaffe vi ikke selv har lavet men i særdeleshed alt for sjældent den nydelse og luksus det at ofre os selv lidt tid.
Som mor kan jeg næsten opleve at jeg dagen lang fornemmer og fornemmer på behov fra andre og jeg gør det gerne og med den største kærlighed til mine kære men er vi – er jeg god nok til at fornemme egne behov og virkelig mærke efter, hvordan mit sanseapparat er, eller har jeg tilladt mig selv at blive en maskine…? Kan jeg oprigtigt lære mine børn at være autetiske og nærværende mennesker i denne verden? Lære dem at styre uden om den kurs, hvor vi bliver maskiner og slaver af tiden i den verden vi er del og part af, hvis jeg ikke viser dem vejen til pauser, indre reflektion og viser dem vigtigheden i at tage sig selv seriøst, måske enda på et lidt mere spirituelt plan. Jeg taler ikke om en slapper i sofaen foran tv om aftenen, men mere at vise dem det værdifulde i pauser også fra alle elektroniske devises, pauser hvor vi tydeligt og med respekt vælger os selv og alenetid til. Min mands cafebesøg og nydelse i at tage en kop espresso er måske et meget godt eksempel på at det er ikke mange timer eller hele dage vi behøver, eller det er ihvertfald ikke det jeg sukker efter, men bare lidt mere alenetid og med en anden kvalitet, end når vi står i ‘alenehed’ og hænger vasketøj op.
Alle de svar vi måtte søge, store som små, tror jeg dybest set vi besidder, men det kræver mod, indre nærhed og styrke at accesse de svar. Nøglen bærer vi men roen skal vi opsøge.
Jeg har ihvertefald noget jeg vil være undersøgende på, eller måske er det i virkeligheden noget, der skal genopdages.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *