Translokation – farvel til grundskolen

DSC_0228

DSC_0218_2Vores børn skal igennem mange milepæle her i livet. Hver enkel fylder på sin egen måde og ingen af dem kan og må undværes. Hver milepæl giver anledning til at standse op og se tilbage men også at kigge frem mod nye og spændende udfordringer. Torsdag den 25. juni var vi til translokation på Kirstines skole. Eksamens beviset blev udleveret, sange blev sunget, et par tårer fældet og sidst men måske vigtigst af alt, blev der givet kram og sagt farvel til lærere, venner og omgivelser der har været en fast hverdag for Kirstine i 10 år, hvis vi tæller 0. klasse med.
Kirstine har gået på en lille privatskole med kun 2 spor og 20 elever i hver klasse. Da hun godt 5 år gammel skulle i skole, var Kirstine en lille genert pige og vi var meget bekymret for, at hun ville “drukne” på en stor skole. Blandt andet ud fra dette valgte vi denne lille skole og det har vist sig at være det helt rigtige valg, vi gjorde dengang. Hun haft den dejligste skolegang og haft så udfordrende og spændende et skolemiljø, der i den grad har løftet hende, så hun i dag står moden, klar og med så sunde mål for fremtiden.

Vi har tre meget forskellige børn, og vi er som de fleste forældre pave stolte af vores børn på hver deres måde. Kirstine er vores den ældste, vores første store kærlighed, vores pige men også vores prøveklud på, om den kurs som vi, hendes far og jeg, har stukket ud, holder vand. Er de værdier, vi ønsker at sende med vores guld brugbare i det samfund vi lever i idag og hvor er det vi møder udfordringer, efterhånden som vores børn bliver ældre.
Det er en rejse at forme et menneske og så pokkers alvorlig en opgave! Vi ved også at fra nu af er vi langt fra alene om “jobbet”, for som noget af det første, så drager Kirstine den 9. august på efterskole, en rejse som uden tvivl kommer til at præge hende meget. Kirstine bliver også påvirket af sine venskaber, sine veninder og deres værdier fylder mere og mere, lige præcis som det skal være. Kirstine har nogle fuldstændig fantastiske veninder, som betyder så uendeligt meget for hende. At se hvordan deres venskaber blomstrer og modnes, er en gave som forældre at være vidne til.
I aften var en milepæl for Kirstine og for os. Vi standsede op, frøs tiden for en kort stund og zommede ind for at se vores kærlige og dejlige pige, nu med så fint et eksamensbevis i hånden og med begge sine ben solidt plantet på jorden og klar, så klar på nye udfordringer.

Værsågod min pige – verden ligger for dine fødder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *