Da Oscar kom til verden, og en skønt langt år med barsel stod for døren, havde jeg under graviditeten gjort mig mange tanker om hvordan, jeg ønskede at forme den specielle barsel-tid, vi ville få sammen min vores lille søn og jeg. Skræmmende bevist var jeg, om at tiden med børn bare går og går, uden at man har mulighed for at forhale den eller at stille det hele på pause og trække vejret til et roligt leje. Derfor VILLE jeg ikke “sjofle” vores tid væk og var meget, meget bevist om at nyde hvert et minut. Vi skulle ikke drøne afsted til 10 ting om ugen og drikke kaffe på hvert et gadehjørne. Jeg ville være ved min baby, meget af tiden bare Oscar og jeg, vi skulle lære hinanden at kende. Jeg ønskede at stå tilbage, når min barsel var slut, med en følelse af at jeg havde fået det hele med i vores tempo. Jeg ville se de små milepæle, nyde hans duft og indprente mig alle hans små smil. Som sagt så gjort og efter et år trak vi næsten vejret synkront min lille dreng og jeg. Dette kunne jeg kun gøre, fordi mine to andre børn har lært mig, at dette skal prioriteres. Jeg gjorde det samme sammen med dem, og det er for mig den eneste måde, at jeg har ønsket at møde mine børn på og byde dem velkommen til verden.
Oscar og jeg er meget tætte, vi har haft meget tid sammen, og jeg kan på et split sekund kigge på ham, og jeg er med det samme klar over, hvordan han har det, fordi jeg kender ham så godt. Han er også vores sidste barn, og det viste jeg allerede dengang, at han skulle blive, så jeg sugede alt til mig, alt hvad der blev og bliver tildelt os to sammen. Oscar kender også mig ualmindelig godt, og jeg forundres over hvor fintfølende mit lille menneske på 2 år er på mine nuancer. Oscar har altid været meget “morsyg”. Et udtryk jeg ikke er særlig vild med, for “syg” er han ikke og heller ikke jeg, men vi kender bare hinanden meget, meget godt. I virkeligheden er det for mig, hans måde at sige til mig “Mor jeg behøver dig, helt tæt, i min udvikling, lige nu”. Og intet ønsker jeg mere, ligesom jeg ønsker at være der, for vores store børn, deres behov for deres mor er bare noget andet, med den alder de har nu. Jeg ville lyve, hvis jeg ikke sagde, at det kan være hårdt at Oscar behøver mig så meget, som han gør. Jeg er meget “på” omkring Oscar, og han kan kræve mig som ingen anden i øjeblikket. Jeg kan få ondt af min søde mand, som elsker vores lille Oscar lige så meget som jeg, men ofte må se sig vraget fordi mor kræves. Oscar kan knuge sig ind til mig og næsten smelte ind til mig, som om han skal lades op på ny, for derefter få minutter efter at kravle ned igen og lege videre. Jeg elsker den ro, han kan finde i dette favntag og er grundlæggende sikker på, at vi som mennesker har brug for sådan et sted, hvor roen og trygheden er optimal.
Er jeg i et andet rum end Oscar, går der ikke lang tid før han kalder ” Hvor er du, min mor” og jeg ved, at jeg til evighed vil forsikre ham om igen og igen – “Jeg er lige her, ved din side min skat”.
Hvor er det dejligt skrevet! Jeg får helt tårer i øjnene af afslutningen. Hvor er det bare en rørende dialog . Jeg genkender meget af hvad du skriver.
Jeg kan mærke at når jeg læser det omkring dit timeantal, så føles det endnu mere rigtigt for mig at have valgt at arbejde 30timer om ugen. Jeg er selv sygeplejerske og skal starte på nyt arbejde efter nytår.
Jeg har “kun” én søn på 1 år og 4 måneder, men tiden med ham er så dyrebar at det endda har været med i vores overvejelser om jeg måske skulle fortsætte med at gå hjemme efter barslen. Men da jeg er nyuddannet vil jeg også gerne igang og få noget faglig selvtillid og noget erfaring på cv’et.
Jeg ville egentlig bare sige tak for god læsning som jeg blev berørt af på en positiv måde.
Glædelig jul ?
Mvh Malou