Kategoriarkiv: Mor

Forberedelser til den store fest

Indeholder reklame for Hunkemöller

For omkring 10 år siden var vi i en årrække til en lind strøm af bryllupper. Alle vennepar sagde JA og JA og det medførte så dejlige bryllupsfester. For mig er bryllupsfester noget af det skønneste, der findes. Alle er så glade, festen emmer af kærlighed og feststemte mennesker. Det er, nogle år siden vi har været til bryllup men nu venter et september bryllup, i den kommende weekend. Brudgommen er en kær ven, der har fundet kærligheden påny. Vi glæder os så meget til at fejre brudeparret og deres kærlighed og til at give dem en fantastisk fest og til en overnatning på en smuk herregård. Til brylluppet skal Mads og jeg have luftet vores festtøj for dresscode er lang kjole og kjole og hvidt.

Min kjole er navy med nogle få sten som pynt ved halsen og det øverste af ryggen. Den er meget enkel, har et lille slæb og falder blødt, let og helt kropsnært. Sådan en kjole kalder på noget lækkert undertøj og jeg har udset mig noget i blåt for at matche kjolen. Findes der noget bedre end at have lækkert undertøj på inderst, der bare sidder, som det skal. Til sådan en lejlighed, må det gerne have lidt kant men uden at sygninger og blonder træder frem gennem kjolens lette stof. Hunkemöller formår at lave undertøj, hvor der er tænkt over selv de små detaljer uden at gå på kompromis med den feminine følelse.
Mads og jeg skal sove på herregården og efter en lang festdag og nat på dansegulvet er det skønt at vide at værelset er lige ved festen og jeg kan hoppe i noget nattøj og under dynen. Så kan vi vågne næste dag sammen med brudeparret og de øvrige gæster til en dejlig morgenmad og måske en frisk gåtur. Ih, hvor vi glæder os til en skøn weekend.

Hunkemöller
Pyjamassæt //
BH – Ella //
Trusser – Ella //
Strømpeholder – Ella //

Forårs ønsker

Forårsvejret har indtil nu været lunefuldt, men det hindrer mig ikke i at drømme om lettere tøj og ønsker der i udtrykket er underspillet lækkert og udstråler lethed til hjemmet og min garderobe.

Længe har en stor (læs: meget stor) Lyngby Porcelæn vase været mit ønske. Den ville ofte få pads i et af vores store vinduer og i foråret skulle den pyntes med en smuk gren. Samme brand har i år lanceret porcelænsæg og jo jeg kunne godt være fristet til af par stykker i smukke forårsfarver, der kunne pynte sammen med vasen, når påsken nærmer sig. Jeg er ikke den store ‘påskepynter’ men friske blomster, grene og et par enkle æg, må godt finde vej ind i mine stuer.

Til min garderobe har jeg hovedkuls forelsket mig i denne über skønne nederdel fra Kokoon og særligt i denne sart rosa farve. Om den er praktisk i farve, er jeg måske lidt blind for, også selvom jeg ved at Kokoons lækre materiale valg sjældent tåler 60 grader i vaskemaskinen. Vi skal til tre konfirmationer i år og det kunne være at den indfandt sig hertil, gerne tilsat disse Yvonne Kone sandaler måske bare med en hvid t-shirt til og en chunky strik, hvis det er køligt.

Ja ønsker er der nok af, så måske også endnu en Aiayu “stof-taske” til det løse, dem er jeg afhængig af og lidt forårs stribet puder til hjemmet eller vores orangeri, vil være skønt.

Nye veje

I dag er jeg så træt at kroppen summer. Summer i hver en fiber og samtidig er jeg fyldt af den største glæde, for noget nyt er begyndt. For 2 år siden startede jeg på en ny uddannelse, en Master i Enneagram og NLP – dybdegående personligheds psykologi. Gennem mange år har jeg arbejdet som børne-ergoterapeut med rehabilitering af børn, der grundet sygdom eller traumer havde fået en alvorlig hjerneskade. På et tidspunkt opstod der forskellige livsvilkår, som gav mig mulighed for at træde ud af arbejds trædemøllen og mærke efter og få sat ord på hvad essensen af glæden i mit arbejde bestod af. Det var tydligt at den psykiske terapi del var mit hjertebarn. Forandringsarbejdet og samtaler sammen med barnet og hele familien var så meningsbærende for mig og jeg besluttede mig for at forfølge det langt mere.
Forud for mit valg havde jeg mange overvejelser men at Enneagrammet skulle være det bærende var helt klart for mig. Det smukke menneskesyn og menneskelig forståelse, omkring én selv og andre, som Enneagrammet bygger på, måtte jeg bare forfølge så langt og dybt, som det var muligt. Ikke noget weekendkursus eller fordragsaften, for det skulle forankres helt ind i min sjæl, det var vigtigt og helt essentielt for mig. Valget blev derfor på Masterniveau gennem to år. Jeg havde, synes jeg, sat mig godt ind i, hvad jeg havde valgt til men ikke i min videste fantasi oprigtigt forstået, hvad jeg havde kastet mig ind i og åbnet op for. Heldigvis viste jeg i begyndelsen ikke, hvad jeg ikke viste. Det er specielt formuleret men lige præcist sådan, er det. For i dag kan jeg tænke at jeg vil være fattigere uden den indsigt og viden, jeg nu bærer med mig, og kan derfor blive skræmt ved tanken om hvad nu hvis, jeg ikke havde valgt det til. Det har givet mig viden om mig selv, forståelse for mine medmennesker og næring til det liv, jeg ønsker at leve, leve fuldt ud.
I januar afsluttede jeg min Master. To år med en indsigt, der har afsæt i at ville finde ind til den reneste i mennesket, uden slør, uden ego og lade det ægte i os alle stråle. Allerede inden jeg afsluttede min Master, var jeg sulten på langt mere og torsdag lød startskuddet på overbygningen og endnu to år og dermed ender jeg som Psykoterapeut med Enneagram i speciale. Jeg får travlt, sved på panden, glæder mig til rejsen, dybere forståelse og det indre arbejde der venter forude. Allerde nu har jeg en klinik sammen med en skøn kollega, jeg har taget min uddanelse med. Jeg er så ydmyg og taknemmelig for den tillid, de klinter jeg møder, giver mig og det arbejde vi laver sammen og jeg glæder mig til hver unik oplevelse, jeg får med mine fremtidige klienter.
Vi mennesker lever med så mange masker på, laver slør for os selv og forveksler vores ego med den, vi i virkeligheden er. Det kan være hårdt at opdage, hvor meget vi misser ud på i livet, når vi ikke er “vågne” og ægte men også den smukkeste rejse, når vi finder vejen til at kalde os selv tilbage.
Hvor jeg bare glæder mig over alt det, der er igang og det som venter.

Alt kommer fra indre forandring, den ydre forandring kommer herefter som en betinget refleks…

Når en veninde besøges…

Nogle af mine venner har jeg lykkeligt fået i mit voksenliv. Fået som i en foræring, for jeg synes venner, føles som livets gave. Andre venner har jeg fra barndommen eller ungdommen og de seneste to dage har jeg besøgt en af mine kæreste veninder fra ungdommen. Vi mødte hinanden i 10. kl. faldt i snak i første frikvarter og var uadskillige siden. Det var dengang, vi kunne gå i byen torsdag, fredag og lørdag og stadigvæk se godt ud om søndagen. Det var hende jeg delte alle hemmeligheder med, besøgte i USA da hun rejste på High School i et år og hende der i dag er gift med en af min mands bedste venner, da de forelskede sig i hinanden til vores bryllup. Det endte glædeligt med at også de blev gift og har fået to skønne børn. Det er fantastisk at være sammen med både min veninde og min mands ven på en og samme tid, når vi besøger hinanden.
Jeg holder så meget af min veninde og vi nyder, når det endelig er tid til vores aftaler. Vi er bosat i Jylland og København og det giver heldigvis mulighed for længere tid sammen end bare en kaffedate.
I mandags tog jeg til København og kunne se frem til to dage i det bedste selskab og nyde vores smukke hovedstad.
Vi har hygget helt vildt og på bedste veninde-vis fået talt, lyttet, grinet og grædt nærmest uafbrudt. Vi har drukket kaffe og spist det lækreste sushi “henne om hjørnet og nede i kælderen” fordi min veninde med sikker hånd styrer mig uden om alle turistfælder men leder mig hen, hvor de i stedet hilser med fornavn og forkæler deres kunder, fordi deres arbejde er deres passion. Det samme med vores shoppetur som altid er helt væk fra highstreet og mainstream og istedet er en rundtur i små unikke og personlige butikker. Jeg elsker det og vi nyder vores tid sammen.

Tirsdag morgen stod jeg tidligt op for at gå en lang tur. Jeg synes, der er noget magisk over byer, der vågner op og jeg elsker at fornemme den tid hvor natten slipper sit tag og dagen tager over. Det blev til en fantastisk tur på 10 km med roligt musik i ørene, solopgang og en gåtur der gik fra Østerbro langs søerne, hvor de bor, og til synet af søerne der denne morgen havde dyne på af let tåge og vanddampe. Med en varm kaffe i hånden gik jeg gennem Kongens have hvor byens fugle havde overnattet, til Nyhavn hvor der blev fejet fortov, vandet blomster og drukket morgenkaffe af restaurantejerne. Videre forbi Amalienborg hvor en garder afmålt nikkede godmorgen og herfra tilbage mod Østerbro i det smukkeste solskin.
Da jeg låste mig ind i lejligheden med varme boller under armen, blev jeg mødt af velkendte familielyde af madkasser, der blev samlet, bilnøgler der skulle findes og lune kys, der blev givet inden dagen for alvor startede.
Hvor er det skønt men sådan et par dage, der føles som en vitaminindsprøjtning og som måske nok er allerbedst, fordi jeg har mine kære at vende hjem til igen – heldig og taknemmelig som jeg er.

Valg til fremtiden

I går fredag var Kirstine og jeg på tur. Næsten 3 timer væk hjemmefra, og vi gjorde det gerne, hende og jeg, for vi havde noget godt i ærmet. Kirstine var DJ i bilen og vi var taknemmelige nødsaget til at iføre os solbriller, for der var masser af sol gennem bilruden, som fyldte os med forårskuller. Turen var Kirstines, hun havde planlagt det, for det hele udsprang fra et ønske fra vores førstefødte.
Om få måneder bliver Kirstine student. 3 år er gået som en flygtig sommerfugl. Helt naturligt er hun begyndt at tænke på fremtiden og drømmene er udpeget. De helt store fremtids ønsker  har hun sigtet benhårdt efter siden 8. klasse og vi har været og er dagligt stolte af hendes beslutsomhed og arbejdsindsats.
Når juni kommer og studenterhuen pynter, har Kirstine med grundskole, efterskole og gymnasiet gået i skole i 14 år! Helt forståligt ønsker hun en pause fra afleveringer og årskarakterer. Kirstine har den seneste tid været nysgerrig på at tage på højskole i efteråret 19, og dermed tilføje endnu et blad i dannelsesrejsen som menneske. Ikke hvilken som helst højskole for den skulle summe af gymnastik og være genklang for den passion af dans og gymnastik som har været en daglig del af Kirstines liv siden hun var 4 år gammel. Ollerup Gymnastik Højskole er blevet udset og i går har vi så været på besøg, rundvisning, spist aftensmad der og været tilskuer til en spirrede fredagsfest, som Kirstine var mere end klar til at deltage i.

Nu er der samlet information, mavefornemmelsen skal fornemmes, hjertet skal helst gløde og tankerne finde sin vej. Kirstine er med sine 19 år skipper på eget fremtidsskib. Vi står lige her, Mads og jeg og støtter hende, spørger om hun vil have råd med på vejen, eller om vi blot skal lytte, når det hele har fundet vej i hende og svaret er klar.
Jeg glæder mig til at følge hende i al fremtid og se hvorhen hun sætter sejlene og finder sigte, vores store skønne pige.

IMG_8816

IMG_8814

IMG_8820

IMG_8815

Efterårsferie

IMG_6580

IMG_6577

IMG_6581

IMG_6578

IMG_6583

IMG_6584

IMG_6579

IMG_6582

Hver gang vi alle sammen har ferie, føler jeg mig priviligeret. Vores hverdag er så præget af travlhed og at vi hvirvler i hver vores retning. Så ferie hvor vores lille familie er samlet i nærheden af hinanden og de daglige vækkeurer og påmindelser er pauseret er for mig en luksus, jeg i den grad værdsætter.
Denne efterårsferie har vi alle glædet os til. På hver vores måde har der været fart på hverdagen og krav, der har krævet noget energi. Jeg har startet nyt job, Kirstine har mere end fuld fart på 3.G og SRP venter lige rundt om hjørnet. Anders er som bekendt begyndt på efterskole og det kommer man på ingen måder sovende til. Mads har fuld fart på job og Oscar har siden sommerferien haft lidt udfordringer med at sige farvel om morgenen i børnehaven og været lidt mere sårbar. Alt i alt var uge 42 og ferie en kærkommen begivenhed hjemme hos os. Pause og nærvær er på programmet. Vi har ikke planlagt med det helt store, kun få ting er i kalenderen og vi tager en dag af gangen og ser hvad vi har lyst til, det vigtigste er at vi er sammen.

Indtil nu har vi haft besøg af dejlige venner, som på alle måder altid tanker os op med energi og skønne stunder. I går var vi i Aarhus og sluttede en skøn dag med næsten fem timer på Moesgaard museum, hvor vi havde den dejligste dag, her var der virkelig noget for os alle og det var et fint gensyn. Vi har ikke kunne undgå at suge det gode vejr til os og derfor havde jeg i dag den grad lyst til at overraske familien med en tur ud i det blå. Efter morgenmaden lavede jeg en snobrødsdej og fik ledt familien i retningen af at tage noget outdoor tøj på.
Vi bor i centrum af vores by men er beriget med at kun 10 min. væk er vi omgivet af den smukkeste natur i form af både vand og skov. I dag tog vi i skoven og her må jeg rose vores kommune for at være kreative til at give os gode faciliteter på så mange unikke og dejlige spots rundt omkring, hvor naturen kan nydes på forskellige måder. Vi fandt et af de dejlige bålsteder, blev kysset af solen og havde skoven som den mest eventyrlige kulisse i alle mulige efterårsfarver omkring os.

Skønne tre timer nød vi med leg, snobrød, klatring og hygge i skoven, bare os fem. Det var så super dejligt og for mig en af de dage, der gemmes lige der, hvor alt det gode med mine findes.

Hvad mon de andre dage byder på – i morgen tror jeg vi skal sove længe og måske have nattøj på lige til vi ikke orker mere, findes det mon..?

Rigtig god ferie til jer der også er heldige.

Når tankerne og føleserne hos en femårig tager himmelflugt

IMG_5977IMG_5801IMG_5803

Oscar er i sin børnehave nu en af de store – ‘skolegruppen’ hedder den flot og det peger alt sammen i retningen af sidste år i børnehaven. Oscar elsker sin børnehave og har nogle skønne børnevenner og lige så skønne voksne, som bidrager til en god og tryg hverdag. Efter sommerferien har det ikke været helt let for oscar at blive afleveret i børnehaven og vi har dage hvor det hele føles som indkøringen, da han var 3 år forfra og en gang til.

Vi oplever også at han hjemme har en svær periode, hvor han har øget brug for tryghed, vished om vi er der og meget mere fysisk kontakt i form af flere kram og knus. Hver nat kommer han ind til os, kravler ind imellem os og sover med min hånd i sin og pande mod pande.
Tankerne er livlige og det går på, om vi bliver væk, om vi altid vil være her og om vi kunne glemme ham. Det hiver i både mors og fars hjerter og vi forsøger at være omkring ham hele tiden og siger ja med ja på, når han for os helt ulogisk beder om at vi derhjemme skal være i nærmeste nærhed hele tiden. Det giver ikke helt mening, hvad der sker for vores ellers helt igennem trygge og balancerede dreng og det er en stor forandring at opleve Oscar være så følelsesmæssig sårbar, som han er i øjeblikket. For ham er det virkeligt og vi tager det seriøst. For Mads og jeg fylder det og vi vil ønske at vi lige viste hvad, vi kunne gøre for at få vores trygge og veltilfredse Oscar igen. Vi har talt en del frem og tilbage om hvorfor mon og det kan aldrig blive andet end antagelser, der kun kan give en pejling i en retning. Det har fyldt meget for Oscar, at Anders er taget på efterskole. De to drenge er SÅ glade for hinanden og der har været mange tårer fra Oscars side over savnet af sin bror og i Oscars verden er det ubetinget den dummeste ide, at Anders er taget på efterskole.
At jeg er begyndt at arbejde igen er måske også en medvirkende faktor, for rytmen er ændret og Oscars vished om at jeg bare er derhjemme er væk og det er selvom, jeg kommer hjem hver dag og ikke længere har skæve vagter.
Dernæst har der været en del udskiftning af gode børnevenner i børnehaven, som skulle videre i skole, en stor dejlig flok på én gang, mange af dem havde stor betydning for Oscar. Også i børnehaven har der af forskellige årsager været ændring af nogle tydelige og hjertevarme voksne – heldigvis efter et langt forår og sommer er de nu på vej tilbage, hvor vi nyder at de er. De voksne i børnehaven er opmærksomme på ham og vi er på fælles sti, i at hjælpe Oscar, hvor vi kan. Det betyder alverden for os, og selv for sådan en som jeg, der stort set aldrig tvivler på egne beslutninger, skal jeg da lige love for, jeg kan komme i tvivl på egne mor-evner, så hjertet smerter.
Oscar og jeg har altid været tætte (læs evt også her) og bruger med største glæde og selvfølgelighed utrolig meget tid sammen og jeg elsker hvert et sekund og tror på han gør det samme. Jeg har hans hånd i min og heldigvis har han to søskende, som også har vist Mads og jeg at der er perioder i ubalance, men at det mildnes og går over igen og at det ALTID er et fælles ansvar hjemme hos os at komme i balance igen. Det kan være en hård periode, som alt sammen er noget der medfølger det at blive et større barn, som udvikles og erfarer hvad livet også er for en størrelse. Alt imens “stormvejret” raser vil jeg gøre mit for at vise min lille søn at jeg står lige her ved hans side –  større, stærkere, roligere og med endeløs kærlighed.

Halvmarathon

IMG_0695

IMG_0697

IMG_0698

IMG_0692

IMG_0689

Andre folks sports præstationer er dybest set ikke videre interessante. Ihvertfald ikke hvis det er på lavt amatør niveau, som mit er men eftersom min blog ligeså meget er en form for dagbog, må det alligevel indeholde en lille flig af mit løb.

I august 2017 begyndte jeg at løbe. Det var dengang Anders var begyndt at vise symptomer på sin sygdom og havde mange daglige smerter. Det fyldte alt og jeg var magtesløs som mor og kunne mærke at hvis jeg skulle blive ved med at stå i vatter, måtte jeg gøre noget, der gav ro til tankerne og ilt til hjertet.

Fire km blev over tid til otte og ti km i en sensommer med fluer i munden og lune aftenløb. Der gik ikke lang tid før jeg mærkede gevinsten. Roen jeg mærkede i kroppen og til tankerne var magisk og gav mig overskud med det samme.

Jeg har gennem vinteren haft nogle af de smukkeste morgener med løb, fugleliv, solopgange, nyfalden sne og indre ro. Som sidegevinst har jeg tabt mig 12 kg. Vigtigst af alt er, at mit overskud til at være i de stress situationer vi står i, idag ligger på et helt andet sted.
I januar kom jeg til at nævne for en god ven, som er en garvet sportsmand ud i al muligt, at jeg måske gerne ville løbe en halvmarathon og da jeg i februar havde fødselsdag lå en invitation til et halvmarathon på gavebordet – allerede 10. marts.

Hermed gjort, jeg har løbet mit 1. halvmarathon sammen med min ven og hans kone. Vi har haft den bedste dag med løb, glade mennesker, grin og smukt vejr.

Gør jeg det igen – JA!

De to ringe

IMG_9888Mine forældre blev gift en snefuld december dag i 1972. Det var dengang lilla var et hit og blomster kunne man ikke få nok af, så min mor var klædt i rigelige mængder af begge dele, og min far fulgte kønt op med et fuldskæg, der ikke var til at overse. 42 år var de gift og ofte tænkte jeg som barn at hvis jeg, når jeg engang skulle giftes, kunne blive halvt så lykkelig som dem, så skulle det hele nok gå. Jeg var nemlig så heldig at vokse op i et hjem hvor kærligheden flød i rigelige mængder og selvom det langt fra altid var en dans på roser for min mor og far så stod de sammen med den dybeste respekt og kærlighed til hinanden. Til deres bryllup sang de ‘Det er så yndigt at følges ad’ og til min mors begravelse, som hun selv arrangerede, havde min mor ønsket at vi skulle synge den igen, for de havde fulgtes ad i medgang og modgang ligesom de dengang i 1972 havde lovet hinanden.

Kort tid efter min mors død i april 2015 ønskede min far at jeg skulle arve min mors vielsesring. Det blev jeg meget taknemmelig og rørt over, for jeg vidste hvor meget den betød for min mor og det gjorde mig godt at se min fars navn stå skarpt og mejslet ind i ringen selv efter så mange år.
Da min mor havde været borte i ca 4 måneder kom min far en dag med sin egen vielsesring og ønskede at jeg også skulle have denne. Det var for hårdt for ham at beholde den på og han viste at jeg havde planer om at ændre min mors ring til et nyt smykke og derfor ønskede han at også denne ring kunne være med i mine planer. Hvad hverken han eller jeg viste på det tidspunkt var at også min far skulle blive syg og falde bort mindre end et år senere.
I dag betyder de to ringe mere for mig end jeg kan beskrive. Affektionsværdien er enorm og uvurderlig. Sammen med min egen vielsesring er det de to smykker, der betyder mest for mig.

Fra starten havde jeg planer om omforandring af smykkerne og nu er det sket. Faktisk gik der ikke længe før min mors ring blev til et nyt smykke. Ringen er bevaret, som den er i sit udtryk men nu formet som et hjerte, et halssmykke, med en løsthængende klar hvid brilliant i. Min fars navn og deres vielsesdato står der endnu i smykket. Heldigvis nåede min far at se dette smykke og syntes ligesom jeg at det er blevet helt perfekt og et smukt minde fra min mor.

Min fars ring er for få uger siden blevet lavet om til en ny ring men med en isat rosa/champange farvet oval lidt råslebet diamant. Den tone stenen har er mere end smuk og rammer tonen fra ringens guld, som er rødguld og hvidguld helt perfekt. Ligesom i min mors ring står navn og dato endu i ringen.
Ringen har været under kyndig omforandring af super dygtige smykke kunstner Nicolette Stoltze fra København. Da jeg før jul var hos hende, var det så vidunderligt at mærke hvor professionel hun er og hvordan hun havde alt den tid i verden det krævede, så vi sammen kunne nå frem til det udtryk og resultat jeg ønskede med denne ring. Jeg er så lykkelig for ringen nu er blevet lige som jeg ønsker, samtidig med at den stadigvæk ligner mine forældres vielsesringe. Begge ringe har fået nyt liv og har nu et udryk lige som jeg ønsker de skal have og hver gang jeg bærer dem, tænker jeg på min mor og far og den kærlighed de to mennekser gav hinanden.
Desværre er det virkelig svært at tage billeder, der eftergiver det rigtige resultat men jeg håber, I kan fornemme, hvordan de nu tager sig ud.

Desuden arvede jeg for 10 år siden efter min søde farmor nogle guld smykker, nogle bruger jeg, andre var gået i stykker og blev derfor aldrig brugt. Sammen med en anden ring af min egen er det guld blevet smeltet om. Ud af guldet har Nicolette Stotze skabt det mest smukke og feminine kors man kan tænke sig. Jeg er så lykkelig for det, da jeg længe har ønsket mig et kors og nu er det lige som det skal være og endda skabt af guld der er blevet båret af mine kære og givet til mig i kærlighed.

IMG_9893

IMG_9908

IMG_9909

IMG_9895

IMG_9911

IMG_9884

Smykke kunstner Nicolette Stoltze
(Inderholder ingen reklame blot glæde over smukt og professionelt håndværk. )

Vores vej til Skejby

IMG_9274

I dag er det den onsdag den 10. januar 2018, det betyder også behandlingsdag for Anders.  Turen går til Skejby for ham og jeg og imens vi kører på E45, tænker jeg på de mennesker, der netop nu er ved at blande hans kemo, gør de det med omhu, kærlighed og sendes der lykke med i posen.
Ofte sover Anders på vej dertil, selvom det kun er en tur på 30 min. er det som om at enhver lejlighed benyttes til at hvile den krop, der kun er 14 år og allerede på overarbejde. I dag er der overskud til åben øjne hos Anders. Alt i mens vi kører afsted, ham og jeg, undervises hans klassekammerater i kemi, Anders lærer om det på egen krop.
Jeg styrker mig, ved at jeg skal være være der for ham og det er jeg, men jeg ved at han kan se, hvordan jeg græder indeni, min store menneskevise søn. Jeg tænker på den tale Mads og jeg om få måneder skal holde for ham til hans komfirmation. Hvordan får den lethed side om side med den virkelighed han står i. Bliver det et tilbageblik på et barneliv med lystige trin og grin og så med et stort fedt punktum. Hvad har der indtil nu været på den anden side af det punktum for min søn med de smukke brune øjne, øjne der nu har fået en dybde som nogle voksne mennesker aldrig kommer i nærheden af. Dybden består af lige dele uretfærdighed, frygt og ydmyghed. Ydmyghed i den reneste forstand og ved gud hvor er det klædeligt til mennesker, når der er en ægte ydmyghed i deres sjæl og sprog. Det er bagsiden af medaljen.

Trafikken glider let i dag og jeg kigger ud på bilerne, vi kører forbi og mærker en kløft til den virkelighed, der befinder sig udenfor vores rammer. Vi hører lidt musik, jeg har valgt det, jeg genkender fra teenageværelset og Anders nynner lidt med på det. Det gør mig godt, for jeg tror på, det betyder at tankerne hos min søn er lidt væk fra hvor vores destination er. Jeg kan se, han sidder på sine hænder, forsøger at få  hænderne i ro, de ryster, gør ham klodset og usikker. Rystelsene er endnu en af bivirkningerne fra de forskellige medicin præparater. Åh, alle de bivirkninger som vi hører alt for lidt om, når vi taler om cancer behandling. Mine sanser minder mig om lugten af medicinen, afdelingen vi er på vej til er svøbt ind i den lugt, ligesom når man får penicillin kan også kemo lugtes. Også på Anders.

Jeg tænker på den lægesamtale der venter os, den gør mig nervøs og jeg tænker på, hvem mon der tager i mod os i dag, håber det er en af de kendte, som møder os med smil og samler op på samtalen fra sidst. Hvor er det søde mennesker, der arbejder på denne afdeling og jeg nyder at jeg for dem næsten er luft og deres øjne er rettet mod Anders i det øjeblik, vi kommer ind på afdelingen. De passer på ham, min søn, mit guld, hvor gør det godt. Jeg ved at Anders også i dag vil møde dem med et smil og spille med på deres lette snak, der samtidig rummer et ekko af alvor. Jeg er bevidst om at han har brug for jeg forholder mig lidt tilbage og lade ham vise at han kan godt men jeg ved også lige hvornår, han har brug for jeg ligger min hånd på hans sådan, som jeg kommer til i dag og mange, mange onsdage og alle de andre dage endnu.

IMG_9275

IMG_9277