For et lille år siden, 1. januar gik jeg ned i arbejdstimer. Vi havde brug for ro og tid i vores hverdag og til vores lille familie. Med min mand der arbejder meget, med mine skiftende vagter og med min mor som på det tidspunkt var meget syg, var vi presset til det yderste. Presset på en sådan måde at det kunne mærkes i kroppen. Særligt jeg sad hver aften tilbage med en følelse af, at dette her var ikke godt nok. Vi havde for travlt, og vores børn havde ikke den ro, vi ønskede at give dem. Vores børn er børn nu, og jeg er skræmmende bevist om, hvor hurtigt de bliver store. Vi har også en børneflok, der spænder vidt i alderen, og vi ønsker at være der for dem på hver deres måde. At tage sådan en beslutning om at gå ned i arbejdstid, er nemt nok med hjertet, men der er selvfølgelig hele den økonomiske del i familien at tage højde for. Vi regnede på lønnen, pensions opsparing, tastede det hele ind i vores budget, og lagde det sammen med vores hjerter. Regnestykket gik op, og ikke bare gik det op, for her et år efter må jeg sige højt og larmende, at vi har fået langt mere ud af det, en vi nogen side havde forestillet os var muligt. Vi skar 10 timer af mine arbejdstimer om ugen, og det kan virkelig mærkes. Jeg har stadigvæk lidt skiftende vagter, men i langt de fleste uger har jeg en hel fridag, ellers har jeg dagvagter hvor jeg går hjem kl. 13 eller 14, og det betyder at børnene og jeg har rolige eftermiddage sammen. Vi har tid til alting og ingen ting. Tid til at være og lytte, tid til modellervoks og legeaftaler. Nogle dage møder jeg kl. 9, og så har mine børn og jeg tid til at spise morgenmad stille og roligt, og når Anders er smuttet i skole, har Oscar og jeg endnu mere tid til lige at sidde helt tæt og læse en godmorgen bog.
Nu er det ikke fordi træerne gror ind i himlen, men vi er landet på så fint et sted, og det giver god, så god en mavefornemmelse.
Hvad jeg ikke havde troet er, at jeg et utal af gange er blevet bedt af andre mennesker om at fortælle hvorfor, vi har valgt, som vi har. Om jeg da virkelig ikke savner at være mere på job. Det havde jeg slet ikke forestillet mig, at jeg skulle forklare. Ikke at det gør mig så meget, for jeg fortæller da gerne, men summen af folks spørgsmål har været at de undres, som om at lykken er i dag at gå på arbejde så mange timer som muligt og dyrke det frem for familien. Igen og igen kan jeg kun sige, at jeg går ikke glip af noget – tværtimod, jeg vinder en masse! Går jeg glip af noget, er det ihvertefald ikke noget, der er vigtigt for mig. Jeg er så heldig at have et job, som jeg virkelig er glad for, og jeg er der er 4-5 dage om ugen, og for mig er det nu en meget fin balance mellem job og familielivet. Der findes ikke i min verden en formel, der kan udregne betydningen af at være tæt og nærværende i mine børns liv, intet er vigtigere for både min mand og jeg – sikke en mulighed det er.

Læs evt blogindlæg fra tidligere om samme emne:

En helt ny hverdag

Om at gå ned i arbejdstid

En dejlig dag er ved at være slut. Min mand og jeg har købt gaver i dag til hele familien, og vi er næsten færdige med dette års gaveindkøb. Trætte fødder vidner om, at vi har været flittige, og det var planen helt fra starten i morges, at vi ville være effektive og få købt de fleste gaver. Hverken min mand eller jeg synes om at have vores børn med til at købe gaver. Der er ingen af dem, der er fan af butikker,, og de bryder sig da slet ikke om at stå i kø. Vi vil langt hellere nyde “byens jul” sammen med dem ved at kigge julelys, drikke varm kacao og kigge på julenisser. Ikke gaveindkøb.

Nå, men mange gaver, i glitrende papir og krøllede bånd, er nu købt men både min mand og jeg mangler gaven til hinanden.
Igen i år er jeg fristet, der er så mange lækre ting. I år er mine jule ønsker, som altid, præget af noget til mig selv og lidt til hjemmet. Jeg er mere end forelsket i denne smukke kjole fra Kokoon i ren silke og har benyttet en hver lejlighed til lige at minde min søde mand om, hvor stort et ønske det er. Jeg har også ønsket mig disse smukke støvler fra samme brand som mine herre sko fra Officine Creative, lækkert porcelæn i form af flere kaffekopper til vores stel fra Royal Copenhagen og denne smukke bonbonniere fra Lyngby, lune og smukke handsker fra Randers Handsker med ekstra længde der vil være perfekt til fx en poncho, ny duft “Pink Molekyle” fra Zako Parfume og min altid yndlings bodylotion fra Jurlique, lidt nyt enkelt plakat kunst til væggen fra Paper Collective og endeligt et enkelt armbånd fra Stine A der vil pynte på hverdagen. Så er der da lidt at vælge imellem.

Min ønske liste er lang i år, der er over 20 ting og collagen rummer kun et lille udpluk. Jeg har også ønsket mig viskestykker og en ny køkkenvægt, men det er måske knap så romantisk at få af min mand. Man har jo altid lov til at drømme – ikke sandt?

Indeholder reklame, intet spons.

Indeholder reklame

På den lidt semi højtidlige måde, har jeg altid nydt at mine børn fik et sæt juletøj. Helt fra Kirstine var en lille pige, har jeg elsket at finde kjolen og altid tilsat et par Angulus sko i sølv eller lak. Alligevel har det aldrig været mere fint, end at det med lethed efter jul har kunne indgå i hverdagen tilsat noget andet og hver for sig. Vi har flere hyggelige julearrangementer i december, hvor jeg nyder at mine børn har deres “juletøj” på. Dertil har vi et par familie fødselsdage i december, hvor der selvfølgelig også er lejlighed til at være lidt finere klædt på.

Jeg har som vanligt en svaghed for navy og grå. De to farver sammen er et match made in haven. Jeg synes mine børn er så smukke i de farver ja, faktiske er de fleste Skandinaviske børn så fine i de farver, mindre hårdt til dem end sort. Jeg har altid brugt de farver til mine børn, hvis altså jeg har kunne opstøve de farver, for modebranchen har ikke altid været enig med mig.

Anders har i år fået de flotteste navy fløjls bukser fra Finger in the nose. De sidder perfekt på min smalle dreng og er så flot dyb i farven. Endelig har jeg fundet et brand, der er som skabt til ham, både i stil og pasform. Han har en lækker blå og hvid stribet skjorte fra sidste år. Tænk sig at han nu er så stor, at han er kan passe tøj, der er et år gammelt! Er det køligt kan han til skjorten bruge hans navy Mads Nørgaard cardigan eller den grå pullover i fint uld fra samme brand. Han bliver så fin.

Kirstine nyder heldigvis stadigvæk at få en fin kjole på til jul, og denne jul har hun forelsket sig i en sort velour kjole med lange ærme. Den er flot og super enkel, lige som hendes stil er.

Oscar har i år fået det, der er i collagen, og jeg glæder mig til at bruge den fine navy nissehue til ham, som helt sikkert kommer til at fungere som “ude hue” hele december. Den er i en blanding af uld og bomuld. Jeg er helt vild med, at der findes nissehuer i andre farver end rød, for det er altså ikke lige min farve. Lækkert og blødt tøj fra skønne FUB og den smukke navy skjorte fra Poppy Rose.
Oscar er meget optaget af alt det der pipler frem med jul, og vi glæder os så meget til at opleve ham i år.

Da Oscar kom til verden, og en skønt langt år med barsel stod for døren, havde jeg under graviditeten gjort mig mange tanker om hvordan, jeg ønskede at forme den specielle barsel-tid, vi ville få sammen min vores lille søn og jeg. Skræmmende bevist var jeg, om at tiden med børn bare går og går, uden at man har mulighed for at forhale den eller at stille det hele på pause og trække vejret til et roligt leje. Derfor VILLE jeg ikke “sjofle” vores tid væk og var meget, meget bevist om at nyde hvert et minut. Vi skulle ikke drøne afsted til 10 ting om ugen og drikke kaffe på hvert et gadehjørne. Jeg ville være ved min baby, meget af tiden bare Oscar og jeg, vi skulle lære hinanden at kende. Jeg ønskede at stå tilbage, når min barsel var slut, med en følelse af at jeg havde fået det hele med i vores tempo. Jeg ville se de små milepæle, nyde hans duft og indprente mig alle hans små smil. Som sagt så gjort og efter et år trak vi næsten vejret synkront min lille dreng og jeg. Dette kunne jeg kun gøre, fordi mine to andre børn har lært mig, at dette skal prioriteres. Jeg gjorde det samme sammen med dem, og det er for mig den eneste måde, at jeg har ønsket at møde mine børn på og byde dem velkommen til verden.
Oscar og jeg er meget tætte, vi har haft meget tid sammen, og jeg kan på et split sekund kigge på ham, og jeg er med det samme klar over, hvordan han har det, fordi jeg kender ham så godt. Han er også vores sidste barn, og det viste jeg allerede dengang, at han skulle blive, så jeg sugede alt til mig, alt hvad der blev og bliver tildelt os to sammen. Oscar kender også mig ualmindelig godt, og jeg forundres over hvor fintfølende mit lille menneske på 2 år er på mine nuancer. Oscar har altid været meget “morsyg”. Et udtryk jeg ikke er særlig vild med, for “syg” er han ikke og heller ikke jeg, men vi kender bare hinanden meget, meget godt. I virkeligheden er det for mig, hans måde at sige til mig “Mor jeg behøver dig, helt tæt, i min udvikling, lige nu”. Og intet ønsker jeg mere, ligesom jeg ønsker at være der, for vores store børn, deres behov for deres mor er bare noget andet, med den alder de har nu. Jeg ville lyve, hvis jeg ikke sagde, at det kan være hårdt at Oscar behøver mig så meget, som han gør. Jeg er meget “på” omkring Oscar, og han kan kræve mig som ingen anden i øjeblikket. Jeg kan få ondt af min søde mand, som elsker vores lille Oscar lige så meget som jeg, men ofte må se sig vraget fordi mor kræves. Oscar kan knuge sig ind til mig og næsten smelte ind til mig, som om han skal lades op på ny, for derefter få minutter efter at kravle ned igen og lege videre. Jeg elsker den ro, han kan finde i dette favntag og er grundlæggende sikker på, at vi som mennesker har brug for sådan et sted, hvor roen og trygheden er optimal.
Er jeg i et andet rum end Oscar, går der ikke lang tid før han kalder ” Hvor er du, min mor” og jeg ved, at jeg til evighed vil forsikre ham om igen og igen – “Jeg er lige her, ved din side min skat”.

Indeholder reklame

Vores mindste medlem i familien, Oscar bliver 1. juledag to og et halvt år! Så sent som i dag stod min mand og jeg og kiggede på ham i leg og kunne endnu en gang konstatere, at han udviklingsmæssigt virkelig “rykker fra land” i øjeblikket. Han er bestemt ikke længere nogen baby og alt synes at udvikle sig med lynets hast. Bedst som vi kigger væk, er der sket noget nyt, og særligt sproget er der sket så meget med. Vi har samtaler med Oscar nu, og vi går fra at forundres til at kluk-le over hans formuleringer. Åh, hvor jeg elsker den alder, han har lige nu, og jeg vil give en ældre herre ret, som for noget tid siden sagde at “Enhver familie burde have en 2-årig”. Nu er jeg ikke en mor der græder over, en alder der bare MÅ forblive. Det har jeg heldigvis to store børn, der har lært mig at der er så mange, mange forskellige aldre og tidspunkter, hvor det er helt fantastisk, og de stjernestunder man har og får med ens børn aldrig stopper, ligegyldig hvilken alder de har.

Oscars personlighed viser sig tydeligere og tydeligere dag for dag, og derfor er det noget helt andet at skulle købe julegaver til Oscar i år, for det er virkelig hans ønsker (lige med undtagelse af et par praktiske).
Oscar elsker alt med tog, bondegård og brandbiler. Han bygger og leger med det hver dag. Vi har længe vist, at noget fra skønne Brio skal lande under træet til Oscar, og vi har allerede bestilt det, der skal blive hans i år. Når ikke han leger med biler, elsker han at lave puslespil, og det er virkelig noget, vi hygger os sammen med han og jeg. Djeco laver nogle fantastiske spændende og flotte puslespil, og vi er for alvor igang med de puslespil fra 3 år.
Wooden Story laver nogle meget flotte klodser i alle mulige former, og ikke alene er de med til at lege forståelsen af former ind, de er også super til at indgå i hans leg med biler og andet byggeleg. Tilmed er de flotte klodser fra økologisk træ, og så lækre at holde selv i en lille hånd.
Få praktiske ønsker bliver det også til, fx i form af nattøj, dette fra altid skønne Cam Cam, som helt ideelt nettop nu er kommet med en flot økologisk nattøj- og undertøjsserie. En ny blød sove ven har også sneget sig på ønskelisten.

Hvad mon jeres børn ønsker sig til jul.

Indeholder reklame

Julen er virkelig en skøn tid. Det er en personlig tid. Det er en tid, hvor den danske model af hygge folder sig ud i alle facetter. Den er en tid til glæde og forventning, en tid til eftertænksomhed, og en tid hvor børnenes øjne stråler ganske særligt.
For mig er julen blevet noget helt særligt, efter vi har fået børn. Hele december nyder vi at hygge os sammen, med julekalender, duften af nypillede appelsiner og med pynten i vores hjem. Jeg har droppet drømmen om, at vi slet ikke har travlt i december, for alene det at have 3 børn giver travlhed i vores kalender, når der er julehygge, juleklip og krybbespil for bare at nævne nogle af de arrangementer, som børnenes skoler og vuggestue byder på. Når det så er sagt, er det bestemt ogå en tid, hvor vi når at standse op, og glædes over alt det skønne december byder på. Særligt om eftermiddagen hygger børnene og jeg med julemusik, et spil, lidt ekstra sødt eller læser en julehistorie. Endnu engang nyder vi også her godt af, at jeg er gået ned i arbejdstimer.
I år har min mand og jeg taget en fælles fridag i starten af december. Vi vil bruge dagen på julegave indkøb, spise en lækker frokost sammen og nyde de smukke julelys byen byder på. Jeg glæder mig allerede.

Julepynt er et vidt begreb. Nogen er til rødt, glimmer, kravlenisser, lametta og hjemmestikkede julemænd i sofahjørnerne. Andre siger nej tak, til alt med jul og kigger dybt i rejsekatalogerne. Og så er der alt der indimellem. Med andre ord er vi virkelig forskellige, og som regel er det et stort mix af barndomsminder, traditioner og lidt nyt der blandes på helt unikke måder. Jeg elsker at besøger venner og bekendte op til jul og se hvordan alle pynter op helt forskelligt. Vi gør hverisær julen til vores egen.
Jeg er ikke til for meget pynt, og de senere år bliver det til mindre og mindre, eller jeg bliver mere og mere kræsen. Jeg er slet ikke til rødt og helst ikke til nisser! Jeg elsker at blande julepynten op med lidt mere af det, man kan kalde vinterpynt. Træ, mange lys, grene med kogler og bær og smukke udklip af krystaller, stjerner eller hjerter. Jeg holder særligt af smukke glas julekugler og har de seneste år fået en fin lille samling af forskellige typer. I år har de smukkeste træ-ophæng fra Ferm Living fundet vej hjem til os, og de kommer til at være så flotte i vores stue vinduer.
For år tilbage da min kære, kære farmor stadigvæk levede, gav hun mig en dag en kasse fuld af julekugler og smukke papir engle, der næsten er 100 år gamle. Jeg elsker det hele, og jeg har et helt særligt forhold til min farmors gamle pynt, som altid gør vores juletræ helt unikt, og når jeg ser det, er det som en gåtur ned ad barndommens gade.

Det frister allerede at gå igang med at pynte op nu, men jeg venter til 1. december. Kun smukke grene, duftende hyacinter og ekstra lys er begyndt at finde vej til vores vaser og stager.
Ved vores hoveddør pynter allerede nu det cedertræ jeg købte sidste år, der nu har fået selskab af grønt mos i toppen af krukken. I weekenden skal et par buskbum kugler pyntes med lyskæder og så er vores indgangsparti klar til at byde december og vores gæster velkommen!

Rigtig glædelig december til jer alle.

Indeholder reklame

Jeg er lidt ambivalent med ønskelister midt i november. Lidt for tidligt er det, men på den anden side når mine børn har gode ønsker, er det med at fatte blyanten og få ønskerne skrevet ned. Så er der lidt at tage af, når tiden er til at købe gaver og søde familiemedlemmer rykker efter ønskelister. Særligt Kirstine har sig lidt en opgave, for hun har fødselsdag 27. november yderst tæt på jul, og endu flere ønsker skal hurtigt findes.

Anders har denne gang været den første til at kommet med en hel række af gode ønsker. Sagt i forbifarten og andre har været ønsket længe. Det glæder mig meget, at det er en blandet omgang, for ofte kan vi sætte lighedstegn med sportsting ved de fleste ønsker han har, men ikke denne gang. Nu er det ikke fordi, han ikke må ønske sig sportsting, men i øjeblikket har han en skade i knæet, og det piner ham at både fodbold og håndbold, som han elsker, er bandlyst i det næste (lange) stykke tid. Det gør ondt i mit morhjerte at se, for jeg ved, hvor meget han elsker sin sport, og hvor meget det betyder for ham at være aktiv.
Selvom han nærmer sig de spæde teenageår, er han stadigvæk et legebarn. Jeg nyder at se hvordan han bruger sin fantasi i naturen eller bruger tid på bla. disse dinosaurusser, som han altid har elsket, og som man i følge Anders godt kan bruge lidt flere af. Da han var mindre legede han mere med “dinoerne”, nu undersøger han dem på en hel anden måde, og derfor er denne plakat en skøn sag til værelset, der giver lidt et råt udtryk.
Anders er hård ved sine tasker! Han slider dem op. Måske handler det om, at de ikke bliver stillet sirligt i skolen, men det er lidt mere tilfældigt dagen igennem. Jeg har opgivet (næsten) og en ny taske er på ønskelisten. Denne lækre sag fra Fjälläreven er lige ham og rummelig uden at være klodset.
Som nævnt elsker Anders at være ude, og vi må aldrig gå ned på godt og velfungerende overtøj til ham. Overtøj og fodtøj skal bare fungere i regn og slud, for Anders er ude ligegyldigt hvordan vejret ellers arter sig. Disse lækre handsker er et stort ønsker, og jeg forstår ham godt, for jeg har dem selv mest brugt på skiture og de er bedste praktiske handsker, jeg har kendt til. Vores norlige naboer ved bare noget om, hvordan man laver udetøj.

Søndag du er en af de bedste. Og denne var bare en forlængelse af en god lørdag. Farmor havde vi lånt lørdag aften som barnepige. Vi hyggede alle sammen og spise god middag, men da klokken slog 20 og vores mindstemus sov, listede min mand og jeg afsted til lidt alene tid. Først hyggede vi på en cafe med en drink og tiltrængt voksensnak. Herefter stod den på fingerflet og James Bond film. Vi kom sent hjem, og derfor var det endnu mere skønt at komme lidt ud i den skønne natur søndag formiddag sammen med vores børn og nyde de sidste smukke efterårsfarver. Skovens blade giver ikke længere så meget ly og skjul for dyrene, og vi var heldige både at se rådyr og hemmelige forrådshuler, som nogle dyr har travlt med at fylde. Oscar elsker naturen og bliver gang på gang betaget over naturen om det er en svævende musvåge eller en grandkogle så stor, at han må bruge begge hans små hænder til at holde om den. At få lov til at opleve det hele igen igennem ham, er en gave der stadigvæk giver mig kuldegysninger.
Jeg nyder at mærke vores pige komme helt ned i gear, når hun er hjemme fra efterskolen og hvor var det skønt at småsludre gennem skoven og lytte til hvordan hendes stemme fylder hos os igen.
Resten af søndagen var Anders den mest aktive af os alle for han spillede senere en håndbold kamp, vi andre hyggede med middagslur, Netflix, lun te og ild i brandeovnen.

Tænk sig hvis der var to søndage om ugen.

Jeg burde købe gummistøvler til mig selv, for her midt november siler det ned. Oscar har det stadigvæk fint i sit termotøj og til de våde dage suppleret med regntøj. Flyverdragten ligger stadigvæk ubrugt hen, og jeg håber da i det stille, at det bliver koldt nok til den kan komme i brug, for det er altså en lækker sag, der ligger og venter. Nu er jeg ikke den første til at give mine børn vinterovertøj på, men jeg kan godt se, at flere børn er i hele udstyrspakken allerede nu. Problemet er bare at jeg ikke har fantasi til, hvad jeg så skal give min børn på, når det føst rigtig bliver vinter med frost og sne. Dernæst synes jeg heller ikke selv, at det er rart at være pakket for varmt ind, når det som de sidste par dage har været 14 grade. I denne overgang elsker jeg en uld frakke/jakke. Jeg har haft sådan en i min garderobe, så længe jeg kan huske, og det fungerer så fint til mig. Lidt lækkert lunt tilbehør som kan tages af og på efter behov, så behøver jeg ikke meget mere. Sidst på sommeren fik jeg et par herre inspireret sko, et par lækre italienske skønheder, som jeg har top elsket siden. Nu har jeg forelsket mig i dennne flotte støvlette i den smukkeste brune farve en fin afveksling til de klassiske sorte, som jeg har tendens til altid at falde for og købe.
De smukke lange handsker synes jeg er så flotte og samtidig super feminine. De er i det blødeste kalveskind og føles derfor bare som et ekstra lunt lag. De er perfekte til en frakke med 3/4 ærme eller en poncho.
Jeg ved det godt, det er ikke første gang at I bliver præsenteret for en stribet overdel og sikkert heller ikke den sidste, men denne lille sag har det fineste skød på, som jeg er så vild med.

November du er en svær en at klæde sig på til.

Foto af Sisse Langfeldt

November vil altid for mig være ganske særlig. Mørket der næsten sluger lyset og giver lange skygger. Ofte mødes vi af de første frost morgner, som altid er magiske med sitrende kølig luft og smukke krystaller i græsset. November kan også hos mig fremtrylle i en flygtig genkaldelse den helt fantastiske duft af nyfødt baby, en duft jeg husker som var det i går, min pige. Min datter gjorde mig til mor en novemberdag ligefør kalenderen tippede over i december. Hvilken gave det er at være nogens mor – intet er større. Vores datter kom til verden, som det eneste barn på fødeafdelingen det døgn, og jeg glemmer aldrig den stilhed der var, da hun efter 36 times fødsel blev lagt på mit bryst. Det var som alt stod stille og verden aldrig skulle blive den samme igen. Vi kendte ikke i forvejen kønnet men ingen havde behøvet at kigge efter, for jeg viste i det sekund jeg kiggede ind i hendes store mørke brune øjen, at det var en pige. Min pige.

Fra det minut hun blev født undersøgte hun verden med sit intense blik, som om hun viste hvad hun ville, og hvad hun kunne forvente. Kirstine fik navn efter sin oldemor. Kirstine lærte mig mindst lige så meget, som jeg lærte hende. Vi blev modne sammen, og vigtigst af alt lærte hun mig at forstå ‘tiden’. At tiden er en glubsk størrelse som med et øjenvippe blink kaster os videre. Sammen stoppede vi op, og fortsat øver jeg mig dagligt i bare at være og finde ro og lade ‘tiden’ gøre os godt. Åh, de gange jeg har listet mig ind til hende, når hun sov for lige at få det sidste af dagen med, lytte til hendes tunge søvn og kysse hendes varme kind.

Kirstine er stille af sind, hun har en misundelses værdig ro. Hun kan aflæse en stemning i et rum på ingen tid. Hendes største gave er måske nok, at hun kan aflæse mennesker lige så hurtigt. Det er også hårdt ved hende, for hun fornemmer og husker ord sagt henkastet som ingen anden. Hun forsøger at forstå og danne mening i en verden med så mange døre og veje. Musik og lyrik viser hende ofte hvor vinden blæser, og jeg tror hun altid har vist at musik gav hende noget intet andet kunne, for Kirstine kunne nynne og synge, inden hun kunne tale.

Den 27. november har Kirstine fødselsdag. Hun bliver 16 år. Sweet sixteen. I år er hun på efterskole på hendes fødselsdag, og jeg indrømmer gerne, at det er pokkers svært ikke at kunne vække hende med sprød morgen sang og lune knus. Heldigvis er det en fredag, og det bliver skønt at kunne hente hende hjem til fødselsdagsfejring. Alle dem hun elsker hos sig hele weekenden.

Tænk sig at hun for 16 år siden valgte at komme til os. Min pige.