Foto af Sisse Langfeldt

November vil altid for mig være ganske særlig. Mørket der næsten sluger lyset og giver lange skygger. Ofte mødes vi af de første frost morgner, som altid er magiske med sitrende kølig luft og smukke krystaller i græsset. November kan også hos mig fremtrylle i en flygtig genkaldelse den helt fantastiske duft af nyfødt baby, en duft jeg husker som var det i går, min pige. Min datter gjorde mig til mor en novemberdag ligefør kalenderen tippede over i december. Hvilken gave det er at være nogens mor – intet er større. Vores datter kom til verden, som det eneste barn på fødeafdelingen det døgn, og jeg glemmer aldrig den stilhed der var, da hun efter 36 times fødsel blev lagt på mit bryst. Det var som alt stod stille og verden aldrig skulle blive den samme igen. Vi kendte ikke i forvejen kønnet men ingen havde behøvet at kigge efter, for jeg viste i det sekund jeg kiggede ind i hendes store mørke brune øjen, at det var en pige. Min pige.

Fra det minut hun blev født undersøgte hun verden med sit intense blik, som om hun viste hvad hun ville, og hvad hun kunne forvente. Kirstine fik navn efter sin oldemor. Kirstine lærte mig mindst lige så meget, som jeg lærte hende. Vi blev modne sammen, og vigtigst af alt lærte hun mig at forstå ‘tiden’. At tiden er en glubsk størrelse som med et øjenvippe blink kaster os videre. Sammen stoppede vi op, og fortsat øver jeg mig dagligt i bare at være og finde ro og lade ‘tiden’ gøre os godt. Åh, de gange jeg har listet mig ind til hende, når hun sov for lige at få det sidste af dagen med, lytte til hendes tunge søvn og kysse hendes varme kind.

Kirstine er stille af sind, hun har en misundelses værdig ro. Hun kan aflæse en stemning i et rum på ingen tid. Hendes største gave er måske nok, at hun kan aflæse mennesker lige så hurtigt. Det er også hårdt ved hende, for hun fornemmer og husker ord sagt henkastet som ingen anden. Hun forsøger at forstå og danne mening i en verden med så mange døre og veje. Musik og lyrik viser hende ofte hvor vinden blæser, og jeg tror hun altid har vist at musik gav hende noget intet andet kunne, for Kirstine kunne nynne og synge, inden hun kunne tale.

Den 27. november har Kirstine fødselsdag. Hun bliver 16 år. Sweet sixteen. I år er hun på efterskole på hendes fødselsdag, og jeg indrømmer gerne, at det er pokkers svært ikke at kunne vække hende med sprød morgen sang og lune knus. Heldigvis er det en fredag, og det bliver skønt at kunne hente hende hjem til fødselsdagsfejring. Alle dem hun elsker hos sig hele weekenden.

Tænk sig at hun for 16 år siden valgte at komme til os. Min pige.