Madpakker må gerne indeholde lidt forskelligt. Anders skal hver dag have to madpakker med. Den ene indeholder primært rugbrød, og den anden som er til formiddag indeholder ofte lidt pastasalat, et pølsehorn eller som disse skinke/oste boller. Opskriften er let og lige til at gå til.
Oscar er i den grad begyndt at have interesse for at hjælpe i køkkenet. Det er så skønt, at vi nu også kan begynde at hygge os om madlavningen. Det tager lidt længere tid og sviner lidt mere men pyt, for vi har det dejligt med det, og han dufter og smager og fornemmer på så skønne måder gennem maden.
Oscar har aldrig været den store brødspiser og selv sådan en lun og duftende skinke bolle sagde han nej tak til – hvem forstår det. Men han gør sin storebror glad, når han pakker madpakken op i morgen.
Opskriften kommer lige her:
1 dl kogende vand
1,5 dl kærnemælk
50 g gær
1/2 tsk salt
3 spsk. olie
1 æg
75 g revet skinke
50 g god revet ost
1 revet mellemstor gulerod
200 g hvedemel
50 g rugmel
200 g ølandshvede
æg til pensling
evt sesam som drys på toppen
Bland vand og kærnemælk og rør sammen med gær. Tilsæt salt, olie, æg, skinke, ost og gulerod. Rør melet i lidt ad gangen. Ælt dejen sammen og stil den til hævning i min. 20 min. Slå dejen ned, form 10 boller og lad dem efterhæve på en bageplade beklædt med bagepapir i 20 min. Pensl med æg og drys evt med sesam. Bag ved 200 grader i 20 min.
