For kort tid siden, den 10. februar, havde jeg fødselsdag. Denne gang var det den runde af slagsen – 40 år. Et tal der for mit vedkommende står helt roligt, uden fed og heller ikke med 10 udråbstegn efter sig. At blive 30 år var lidt mere med gys i maven, men 40 år er skønt.

Årene har givet mig mere ro som person, en ro jeg ikke vil bytte for noget i verden. Den indre ro kommer ikke af sig selv, til tider har det været benhårdt arbejde. Jeg har nu en ro omkring mit job, jeg har 3 skønne og raske børn sammen med min mand, som jeg elsker himmelhøjt. Jeg har psykiske muskler, der kan klare en storm, og jeg er nået til det punkt, hvor jeg ikke finder mig i noget.
Som mor er jeg med årene blevet en meget mere rolig mor. Jeg går ikke så meget op i, om det præcist er en halv liter mælk, mine børn får om dagen, for så gør de det nok i morgen. Noget jeg bestemt ikke er blevet mindre ligeglad med, er det at være der i nuet sammen med mine børn. At være autentisk og svare på de tusinde spørgsmål om det er fra min datter på 16, der har spørgsmål til en fysik rapport, om det er min søn på 12, der vil have min mening om hvilken fodboldspiller, jeg synes er den sejeste i verden, eller om min dreng på 2,5 spørger hvorfor en mariehøne har prikker. Jeg elsker det, at være lige der mit i vores families mix af travlhed, sårbarhed og rolig hverdag som vi heldigvis har fået os skabt.  Jeg har altid været en løvemor. Jeg er mine børns ambassadør, en rolle der kun vokser i takt med deres alder. Vores unge mennesker skal i dag stå for skud og klare mange ting i en tidlig alder, og de har brug for klippefaste forældre i kulissen. En virkelighed man slet ikke kan gøre sig forestillinger om, hvis ens egne børn kun har nået tumlinge alderen. Det er smukt, spændende og til tider angst provokerende med søvnløse nætter som kosttilskud.

I en alder af 40 år er jeg ligeledes blevet sikker på stort og småt. Af de små ting jeg er sikker på kan fx nævnes, at jeg aldrig nogen sinde skal have en tatovering, røre ved en slange eller bo med røde farver i mit hjem. Jeg er dog sikker på langt større og mere dybtrækkende beslutninger, der ikke står til at ændre, og som er grundstammen, i den person jeg er. Når det så er sagt, så er der 1000 af andre ting, jeg stadigvæk er nysgerrig på, og hvor jeg dog glæder mig til at finde ud af, om det er noget for mig.

Livet har desværre også vist sig fra sin mere ubehagelige side. Til dato er det tabene af min bror  og her senest min min mor, som faldt væk for 10 mdr. siden. Det har været det ultimativt hårdeste. Min mors død væltede mig næsten, men jeg har rejst mig, ikke stærkere men som en anden person. Måske er det først når vores forældre ikke længere er her, at vi finder ud af hvor stor en del, vi er af vores forældre og hvor stor betydning, det har selv i en voksen alder. For mig har det været som at miste noget af mig selv.

Om godt en uge skal jeg feste med nogle af de bedste piger, der findes og som betyder uendelig meget i mit liv. Det bliver sammen med pigerne i min familie, veninder, naboer og nogle af mine skønne kollegaer. Jeg glæder mig så meget og bliver helt varm om hjertet ved tanken om at skulle samles.

Det næste årti har jeg dedikeret til at villle være den bedste version af mig selv – og jeg glæder mig – hvad mon der venter.