Jeg synes, jeg bliver mere og mere nostalgisk ved milepæle. Jeg er blevet en værre tudeprinsesse med alderen, og at jeg nu har 3 børn, der kan fodre mine tårekanaler er lidt af en udfordring. Der er, hvis man ser i det store perspektiv, ret mange milepæle ikke kun for børnene men også vi andre skal igennem en del milepæle, og det får mig altid til at stoppe op og nyde nuet, og det øjeblik vi passerer. Det er klart, at der i de spæde barneår opleves flest milepæle, og derfor er Oscar, med sine 3 år, leveringsdygtig i ret mange af dem hjemme hos os.

Der har været fart på vores mindstemand det sidste halve år. Han har smidt bleen, startet i børnehave, stoppet med middagslur (de fleste dage) og i sidste weekend sagde han så farvel til sutterne.

For ganske kort tid siden var Oscar i tandlægestolen for første gang, og forventeligt synes tandlægen, at det var på høje tid, at det skulle til at være slut med den sut. Ja, men det kunne vi da kun give hende ret i, men som mor til tre børn tager jeg den slags råd med ophøjet ro, for et tiltag som dette bliver, når vi kan mærke at vores barn er i balance til nye udfordringer. Oscar er 3, 2 år for at være helt præcist, og det var så tydeligt, at det ikke skulle være lige samme tidspunkt som hans hverdag blev vendt på hovedet, og han startede op i børnehave og tilmed stoppede med middagsluren. Nu kunne vi mærke, at han var klar så torsdag og fredag begyndte vi at tale med ham om, hvad der var i vente i weekenden, og hørte om han havde nogle gode ideer, vi skulle medregne. Guleroden var fra vores side var også et stykke velfortjent ønskeligt legetøj.
Jeg må indrømme, at jeg havde liiiidt ondt i maven ved tanken om at Oscar skulle af med sutten. Åh, som vores lillemand har været glad for sine sutter. Sammen med bamse-aben har det tilsammen udgjort en kæmpe tryghed for Oscar. Jeg kan heller ikke sige mig fri for at det stak lidt i hjertet, ved tanken om at skulle skille os af med endnu en rest af min “baby-Oscar”.

Lørdag morgen efter morgenmaden samlede vi sutterne sammen og lagde dem i den fine kuvert, som Oscar pyntede fint med tegninger. Han ønskede at sende dem til Ramasjang, og som sagt så gjort. Herefter kørte vi i en legetøjsbutik, og købte et stort ønske fra Oscars side nemlig en sej superheltedragt. Lykken var stor, og stoltheden var til at få øje på i vores søns øjne – lige indtil det lidt kritiske tidspunkt på dagen, hvor den tidligere middagslur normalt lå. På det tidspunkt, er det altså stadigvæk lidt svært at være Oscar, og han har i weekenderne fået sin sut og aben til lige at finde lidt ro og være klar til resten af dagen. Et par tårer blev fældet og da der senere på aftenen skulle siges godnat, var det da heller ikke uden en enkelt tåre og ønske om at finde sutterne i postkassen frem igen. Dagene er gået siden lørdag morgen, og jeg er simpelthen ved at revne at stolthed over vores lille søn, som nu putter sig uden problemer kun med aben. Han nævner ikke sutten længere, og har helt affundet sig med kun at have aben. Dejligt er det, at han stadigvæk har aben og lige som vores to andre børn også havde hver deres yndlingsputte-bamse, gør det både Oscar og os glade over, at der er en skøn hyggebamse, der venter, også selvom det er i mange år frem endnu.