I dag er det 19 år siden jeg kyssede min mand første gang og fik det sug i maven, der nu har været der lige siden. Jeg var kun lige blevet 21 år, da vi mødet hinanden, og på mange måder blev jeg voksen sammen med min mand. Omvendt er der ikke længe til, at jeg har været sammen med min mand halvdelen af mit liv! Det synes jeg rummer noget ganske særligt og samtidig har det noget vildt over sig – halvdelen af mit liv….. Jeg har altid tænkt om vores kærlighed, at den er bestandig, har en dybde og en alvor, som giver os begge en ro i hverdagen, der er af så ubeskrivelig en karakter.

For 19 år slog mit hjerte flikflak og (guderne må vide hvordan) så fik jeg ham, og han forkælede mig i en kærlighedsrus, romantik og søde ord med dybde. Jeg var så lykkelig og stolt over at han ville have mig. Da vi havde været sammen i 14 dage ringede jeg til min mor og sagde, at jeg havde fundet manden i mit liv. Jeg var slet ikke i tvivl.

Fem år senere førte min far mig op ad kirkegulvet, og Mads og jeg blev gift hånd i hånd med vores datter på 2 mellem os. Jeg har aldrig følt mig mere lykkelig, tryg og rolig som i dette øjeblik.

I dag 19 år senere er jeg lige lykkelig og stolt. Stolt over de 3 børn vi har fået sammen. Stolt over det liv vi har skabt. Et liv der har kastet os ud i stormvejr, rutchebaneture og rolige vande. Vi er vokset sammen som mennesker, med hinanden og der er en kæmpe ærlighed, respekt og kærlighed omkring det vi har sammen. Jeg glæder mig til de næste år, måneder, dage, timer og minutter jeg må få sammen med min mand, intet kommer jeg nogen sinde til at tage for givet sammen med Mads.
I medgang og modgang til døden skille jer ad.