Der er stille på bloggen, mere stille på instragram, jeg giver få telefonopkald og min smsliste er sparsom. Mit indre er på overarbejde, jeg arbejder med at forstå, se meningen og finde ro. Der er lang vej endnu til at opnå dette, og måske er det udsigtsløst. Min mor er syg af kræft,  sygdommen er kommet tilbage efter at have været i ro i to år, nye metastaser er brudt ud og denne gang er det meget alvorligt. Jeg har svært ved at sige det højt og endnu mere svært ved at erkende virkeligheden. Vi er hudløse, tårerne er endeløse og den uro der føles i maven er kommet for at blive. Vi er magtesløse og dybt frustrerede og ingen ord eller handlinger synes at slå til.
Jeg priser mig lykkelig for at have min mand ved min side, det fineste menneske og som igen og igen fylder min kærlighedskonto. Desuden har jeg mine skønne veninder, der lytter i det uendelige, som ikke har berøringsangst og på så kærlige måder griber igen og igen.
Min mor er det modigste menneske jeg kender, og hun fortsætter med at have en ukuelig styrke og vilje. Min dejlige kærlige mor, som jeg er så heldig at være datter af.