Min mor og far
Hej igen ….eller hvad mon man siger, når man har været væk fra sin blog i små 2 måneder, som jeg har. Mit liv har taget en kæmpe rutchebanetur. Punktum. Lige sådan; der er ingen undskyldninger, for det føles som om alt er vendt på hovedet. Jeg har i den grad haft brug for at trække stikket fra stort set alt.
Tirsdag den 21. april 2015 mistede jeg min mor. En dag der står brændemærket i mit hjerte. Jeg har altid været meget tæt på mine forældre og da min mor fik sin kræft diagnose, blev det om muligt endnu tættere. Min mor fik for 8 år siden livmoderhalskræft og senere brystkræft. For 8 år siden, efter min mors første diagnose, ændrede livet sig for altid og selvfølgelig mest for min mor. Alle der har haft kræft tæt inde på livet, ved hvad jeg mener og andre kan kun forsøge at forstå. Der findes mange skrækkelige sygdomme,men i min optik står kræft for at være den absolut mest uhyggelige og ubamhjertige af alle. Hver 3. af os får kræft og det i sig selv er næsten ikke til at bære.
I november 2014 fik min mor til sin kontol på Onkologisk afdeling en meget dårlig besked. Mindre end 2 måneder tidligere var der ingen tegn på sygdom, alt var så flot og mor tog til denne november kontrol med stort håb i hjertet, for hun mærkede ingen symptomer eller øget træthed. Scanningen i november viste massiv spredning i hele underlivet, metastaser i lungerne og 4 metastaser i hjernen. Der var ingen mulighed for behandling. “Nyd hver dag og få styr på dit liv” sådan lød beskeden.
Min far ringede til mig som vanligt efter mors kontrol. Jeg var på job og aldrig har jeg før følt, at jorden forsvant under mig, som den gjorde med denne besked i november.
Vi græd i en uge og så rejste vi os. Særligt min mor viste sig at være den stærkeste af os alle. Hun havde forstået alvoren. Min mor havde ikke brug for at rejse til Bahamas eller realisere en gammel drøm. Hun ville leve sin hverdag med min far, som hun i den grad elskede. “Det her er mit liv. Med min mand, mine børn, elskede børnebørn og skønne venner. Jeg kunne ikke tænke mig noget andet. Jeg elsker at leve og vil så gerne meget mere, for hvor er det smukt.” Sådan sagde min mor og hun fik 6 måneder.
Min mors sidste 5 uger var meget meget barske. Vi var hos hende dag og nat og de sidste 14 dage, hvor mor var på hospice, er de mest intense jeg nogensinde har oplevet. Vi fik taget så smuk en afsked med hinanden. Så fine, kærlige og ærlige ord sagt fra det aller inderste og gemt dybt i hjertet.
Jeg vil savne min mor hver dag og jeg bliver stadigvæk helt åndeløs af savn og sorg. Min elskede mor og den skønneste mormor i verden er væk.
Ære være min mor AnnaLises minde
Kære Karina,
Hvor er det et stærkt indlæg. Barskt og lige fra dit hjerte. Kræft er en uhyggelig sygdom – en sygdom som bare rammer, ud af det blå. Jeg er oprigtigt ked af, at du skulle miste din mor, og dine børn deres mormor, på et alt for tidligt og ubamhjerteligt tidspunkt.
November blev også vores mareridt – og en milepæl som har sat markante spor i vores liv og hverdag. Thomas blev ramt af testikelkræft! Det var en barsk tid – og er det stadig. Det ændrer livet for altid, om man vil det eller ej. Han blev opereret i løbet af få dage og indtil videre krydser vi fingrer og håber ALT hvad hjertet kan, at det var det. Men frygten, tankerne og ordet kræft, de fylder og maser sig på. Jeg ved, at “vi” (Thomas) var heldig. Testikelkræft har gode ods… men… det er kræft – og det er svært ikke at lade det påvirke livet.
Kærlighed til dig og dine – Jeg håber I med tiden kan hele sårene som lige nu gør så frygteligt ondt, og mindes alle stjernestunderne og den kærlighed din mor gav jer. Hun kan kun være stolt <3
Pingback: Mindes min mor | Karina's Univers