Skov anemoner til min mor fra en medarbejder på hospice

Jeg har altid taget mange billeder. Der er dem, der foreviger skønne ferie minder, stemninger ved en børnefødselsdag og de utallige billeder af vores børn. Så er der dem, der må komme på de sociale medier, og så findes der de billeder, der er mere private og som betyder noget ganske særligt for os. I den sidstnævnte kategori findes der her billeder af mine børns første vejrtrækning kulminerede med den sidste ve, og her er der billeder fra vores datters konfirmation, vores bryllup og andre billeder som vi passer ekstra godt på, fordi de alle har en ganske særlig plads i vores hjerter. Blandt disse betydningsfulde billeder findes også de billeder, som vi tog i den periode, hvor min mor var på hospice, en periode på 14 dage, indtil min mors død den 21. april 2015.

På dette billede fra hospice tog min mor en lille lur i lyset fra den spæde forårssol. Min mor var tydeligt svag, det var 2 dage før hendes død. Vi var ved hendes side dag og nat, skræmmende bevidste om at tiden var nær, hvor vi måtte tage den endelige afsked. Intet var fra min mors side overladt til tilfældighederne, for min mor havde sammen med min far året op til, fået styr på alt det økonomiske og praktiske. Tilbage stod vi som familie med alle følelserne, alle ordene der skulle vendes, siges og forstås. Min mor og jeg har altid været tætte og på dette tidspunkt, her 2 dage før min mors død, var der tilbage at være sammen om nuet, for det var det, der gav mening, hvet minut talte. Vi var sammen om forårssolstrålerne, nydelsen af friskpressede appelsinjuice og endeløse knus og kram. Vi havde i måneder op til fået talt om det glædelige, om det der har gjort ondt, om det der skal huskes og sammen digtet videre på en fremtid, der i vores fantasi indeholdte et VI. Vi havde grint og grædt, hvisket og været helt tavse af sorg. Magtesløsheden var til at få øje på hos os alle, og i perioden var det smertefuldt at se, hvor meget min mor ønskede livet men var i sin sygdoms vold. Kræft havde hun kæmpet og levet med i 8 år. Min mor måtte tilmed 4 måneder forud for dette tidspunt have så kraftig stråleterapi, at hun endnu engang mistede sit fine hår. Åh, mit hjerte græder ved tanken om alt det, min mor måtte igennem på grund af den sygdom.

Et år er gået, og jeg må sige at miste min mor er det mest hjertesmertende, jeg nogensinde har oplevet. Hver dag savner jeg min mor, og jeg har det sidste år lært at savnet ikke er blevet mindre – tværtimod.  Jeg har også fundet ud af, at savnet for mig ikke nødvendigvis er størst ved juletid eller fødselsdage, men det kan ramme som en kæmpe bølge en helt almindelig onsdag aften. Det savn ved jeg er kommet for at blive, og jeg øver mig fortsat i, at det bliver en del af min hverdag og min hjerterytme.
Jeg kan stadigvæk lukke øjnene og huske duften af min mor, og på mange måder er min mor fortsat med mig i mine overvejelser som den største selvfølge, fordi hun altid har været en stor inspirationskilde for mig. Siden min mors død har vi kravlet, men nu går vi, på vej mod lyse tider. Min far er den sejeste af os alle, for han kæmper hver dag for at opfylde min mors ønske om, at han skulle få et godt og indholdsfyldt liv også uden min mor ved sin side.

Vi ville alle have elsket at have min mor hos os, mere end elsket og hvor ville jeg ønske at mine forældre kunne have fået en skøn alderdom sammen, sådan som de havde tænkt det. Det hele lå for fødderne af dem begge, efter et langt og godt arbejdsliv skulle de nyde hinanden, familien, rejser, sommerhuset og alle de hyggelige hverdags aktiviteter, der optog dem begge. Min mors sygdom overhalede pludselig det hele på den ondeste måde. Et af min mors store ønskre var at nå at se Oscar komme til verden, det kom hun heldigvis til, og det var stort, så stort at se min mor med vores lille søn i armene få timer gammel. De fik godt 1,5 år sammen, hvilken lykke det var.

Vi taler tit om min mor og heldigvis er det tiden uden sygdom, tiden mellem behandlingerne hvor min mor levede upåvirket, uden bekymringer og med en masse livsenergi der fylder. Det er sådan vi ønsker at huske min mor som den dejlige hustru, mor og mormor hun var.

Jeg er så stolt af min lille mand, SÅ STOLT  for han har nemlig smidt bleen. Selvom jeg er mor til 3 og på den konto har været igennem en del, og erfarings rygsækken er stor, så kan jeg stadigvæk være i tvivl om, hvad der er bedst i forskellige situationer. For mig handler det om at  være bevist om de forskelligheder, der er hos børnene, for der medfølger ikke ligefrem en manual fra fødslen, så nogen gange må man føle sig lidt frem. Hvad der har virket hos vores ene barn er måske helt i skoven hos det andet. I Oscars vuggestue er han så heldig at have nogle super søde og SÅ dygtige pædagoger, og jeg bruger dem gerne og meget til gode råd og skønne snakke om hverdagens glæder og udfordringer. Den ene af Oscars pædagog er en skøn kvinde, som har 25 års erfaring. Hun er roligheden selv og meget skarp. Hun og jeg talte for noget tid siden om gode råd i forbindelse med “projekt-smid-bleen” inspireret af små ældre vuggestue venner, der lige er blevet renlige. Vores skønne pædagog havde 3 træfsikre råd i ærmet, og det ene råd var at købe undertøj med spræl på, undertøj der er spændende og sejt for barnet at have på. Et rigtig godt råd at sende i min retning, for ellers vil mit blik falde på undertøj i navy, hvide og grå toner og da slet, slet ikke Spiderman eller hvad der ellers findes i den kategori.

Lige op til påske var jeg i en børnetøjsbutik, og jeg vendte mit blik 180 grader, væk fra mine velkendte rolige farver, og mod det undertøj der ikke mangler farver eller mønstre. Jeg ville ikke gå på krompromis med kvaliteten, for hvor bliver undertøj vasket meget, og det skal bare sidde godt. Jeg fandt et sæt undertøj med kranbiler og gravemaskiner fra velkendt og skønne Joha og et par andre sæt fra Molo – velkommen til farveland! Jeg viste, at Oscar ville elske kraner og hajer, så rådet fra vores skønne pædagog var ført ud i livet. Den første fridag i påsken fik Oscar øje på undertøjet, som bare skulle have været pakket lidt væk, til når tid var, men Oscar sagde, da han så det: “Nu vil jeg ikke have ble på mere”. Som sagt så gjort og vores lille seje dreng har været renlig siden med kun 2 uheld. Efter 4 dage skulle vi ikke længere minde ham om at gå på toilettet, men han gik selv derud, når tid var, og ordnede det han skulle, og kaldte når han var færdig. Sådan Oscar!
Desuden fandt vi hurtigt ud af, at Oscar motiveres af at få et lille klistermærke, når der har været gevinst i toilettet. Han vælger selv et klistermærke, han så sætter på et ark papir, det er på den måde meget visuelt for ham, hvor mange gange det er lykkes for ham.

Nu var det ikke fordi, vi havde tænkt, at det lige var om hjørnet at Oscar skulle smide bleen, for han er dog kun 2,9 år, og hjemme hos os bliver man som barn ikke presset, men omvendt har vi altid for øje, når de er klar til ny udvikling. Oscar var klar til en ny milepæl, før vi var, og heldigvis er han som altid så tydelig og viser os vejen – vores lille seje mindstemand.

For kort tid siden, den 10. februar, havde jeg fødselsdag. Denne gang var det den runde af slagsen – 40 år. Et tal der for mit vedkommende står helt roligt, uden fed og heller ikke med 10 udråbstegn efter sig. At blive 30 år var lidt mere med gys i maven, men 40 år er skønt.

Årene har givet mig mere ro som person, en ro jeg ikke vil bytte for noget i verden. Den indre ro kommer ikke af sig selv, til tider har det været benhårdt arbejde. Jeg har nu en ro omkring mit job, jeg har 3 skønne og raske børn sammen med min mand, som jeg elsker himmelhøjt. Jeg har psykiske muskler, der kan klare en storm, og jeg er nået til det punkt, hvor jeg ikke finder mig i noget.
Som mor er jeg med årene blevet en meget mere rolig mor. Jeg går ikke så meget op i, om det præcist er en halv liter mælk, mine børn får om dagen, for så gør de det nok i morgen. Noget jeg bestemt ikke er blevet mindre ligeglad med, er det at være der i nuet sammen med mine børn. At være autentisk og svare på de tusinde spørgsmål om det er fra min datter på 16, der har spørgsmål til en fysik rapport, om det er min søn på 12, der vil have min mening om hvilken fodboldspiller, jeg synes er den sejeste i verden, eller om min dreng på 2,5 spørger hvorfor en mariehøne har prikker. Jeg elsker det, at være lige der mit i vores families mix af travlhed, sårbarhed og rolig hverdag som vi heldigvis har fået os skabt.  Jeg har altid været en løvemor. Jeg er mine børns ambassadør, en rolle der kun vokser i takt med deres alder. Vores unge mennesker skal i dag stå for skud og klare mange ting i en tidlig alder, og de har brug for klippefaste forældre i kulissen. En virkelighed man slet ikke kan gøre sig forestillinger om, hvis ens egne børn kun har nået tumlinge alderen. Det er smukt, spændende og til tider angst provokerende med søvnløse nætter som kosttilskud.

I en alder af 40 år er jeg ligeledes blevet sikker på stort og småt. Af de små ting jeg er sikker på kan fx nævnes, at jeg aldrig nogen sinde skal have en tatovering, røre ved en slange eller bo med røde farver i mit hjem. Jeg er dog sikker på langt større og mere dybtrækkende beslutninger, der ikke står til at ændre, og som er grundstammen, i den person jeg er. Når det så er sagt, så er der 1000 af andre ting, jeg stadigvæk er nysgerrig på, og hvor jeg dog glæder mig til at finde ud af, om det er noget for mig.

Livet har desværre også vist sig fra sin mere ubehagelige side. Til dato er det tabene af min bror  og her senest min min mor, som faldt væk for 10 mdr. siden. Det har været det ultimativt hårdeste. Min mors død væltede mig næsten, men jeg har rejst mig, ikke stærkere men som en anden person. Måske er det først når vores forældre ikke længere er her, at vi finder ud af hvor stor en del, vi er af vores forældre og hvor stor betydning, det har selv i en voksen alder. For mig har det været som at miste noget af mig selv.

Om godt en uge skal jeg feste med nogle af de bedste piger, der findes og som betyder uendelig meget i mit liv. Det bliver sammen med pigerne i min familie, veninder, naboer og nogle af mine skønne kollegaer. Jeg glæder mig så meget og bliver helt varm om hjertet ved tanken om at skulle samles.

Det næste årti har jeg dedikeret til at villle være den bedste version af mig selv – og jeg glæder mig – hvad mon der venter.

Jeg er ikke typen der afprøver 100 forskellige produkter. Har jeg fundet det, der virker og lever op til mine krav om hvad kvalitet er, er jeg meget trofast. Men jeg er nyforelskede – for i det sene efterår fik jeg for første gang fat i et produkt fra skønne øko Erbaviva. Det var kærlighed ved første blik og dermed starten på den lille serie vi har nu. Det er lækre, milde og naturlige pleje produkter til baby/børn. En sjælden gang ønsker Anders at bruge creme, men efter en slem forkølelse for et par uger siden, kan det nok være han også fandt ud af, at vejrtrækningen blev noget mere behagelig, når han brugte Snifflers Organic chest balm for slet ikke at tale om den dejlige Lip balm. Nu er samlingen blevet udvidet med body shampoo og body lotion, for det er så ultra lækre øko produkter, der dufter blidt og naturligt, at jeg slet ikke kunne modstå disse produkter også. Konsistenserne er dejlige, og jeg nyder at mine børns hud mødes at milde og naturlige øko produkter.

Ingen sponsor kun egne ord om produkterne.

Vores tre børn er forskellige – vidt forskellige ikke bare aldersmæssigt men allermest som personer. Jeg er så taknemmelig for, at vi får lov til at opleve denne forskellighed, for hvor er det fedt og spændende. Det betyder også, at vi som forældre skal smøge ærmerne op for at følge med og hele tiden være nysgerrig på hvad der rør sig i vores børn. Jeg har altid haft det sådan, at lige nøjagtig den alder mine børn har lige nu og her, er den aller, aller bedste. Jeg vælger at tro, at langt de fleste forældre har det på samme måde, for hvor ville det være trist, hvis det kun var når vores børn var 3 måneder, der var den skønneste tid. Derfor er det også helt naturligt, at vores skønne datter nu har fået en alder på 16 år, og hun lige nu er det sted i hendes liv, hvor hun er på efterskole. I starten var det et stort savn, at hun var væk og de første 14 dage efter hun var taget på efterskole, skal jeg hilse og sige, at jeg fik grædt min portion “mor tårer”. Nu er vi blevet øvet i at undvære vores datter, og vi stor-nyder, når hun vælger at være hjemme i weekenderne.

Når vi som forældre bliver budt indenfor i efterskole livet, står vi der sikkert og med glæde. I aften var ingen undtagelse, for der var snigpremiere på deres flotte store gymnastik opvisning. En opvisning de skal vise 20 gange rundt om i landet de næste måneder.

Efter endt 9. klasse sidste år valgt Kirstine som sagt at tage på en efterskole med hovedvægt på gymnastik. Kirstine har i hendes skolegang gået på en lille privatskole, og efter endt 9. klasse så hun i den grad frem til et år med masser af ungeliv og en stor mængde gymnastik. Hun har fået hvad hun søgte, og hun elsker stadigvæk den sport, som hun sammen med dans har dyrket og elsket de sidste 12 år. Hvor har det været fedt for hende at kunne fordybe sig i gymnastik, så meget som hun har gjort. Det har allerde nu været et skønt, skønt efterskoleår med så mange oplevelser i rygsækken, at de endnu ikke helt har forplantet sig.

I dag har hun taget hul på de sidste 4 måneder på efterskolen, og vi får en anden pige hjem end den vi sendte afsted, det er helt sikkert. En langt mere moden pige der efter dette efterskole ophold skal på gymnasiet, og hun er klar vores store smukke pige – hun er så klar.

Madpakker må gerne indeholde lidt forskelligt. Anders skal hver dag have to madpakker med. Den ene indeholder primært rugbrød, og den anden som er til formiddag indeholder ofte lidt pastasalat, et pølsehorn eller som disse skinke/oste boller. Opskriften er let og lige til at gå til.

Oscar er i den grad begyndt at have interesse for at hjælpe i køkkenet. Det er så skønt, at vi nu også kan begynde at hygge os om madlavningen. Det tager lidt længere tid og sviner lidt mere men pyt, for vi har det dejligt med det, og han dufter og smager og fornemmer på så skønne måder gennem maden.

Oscar har aldrig været den store brødspiser og selv sådan en lun og duftende skinke bolle sagde han nej tak til – hvem forstår det. Men han gør sin storebror glad, når han pakker  madpakken op i morgen.

Opskriften kommer lige her:

1 dl kogende vand 
1,5 dl kærnemælk 
50 g gær
1/2 tsk salt
3 spsk. olie
1 æg
75 g revet skinke
50 g god revet ost
1 revet mellemstor gulerod 
200 g hvedemel 
50 g rugmel 
200 g ølandshvede 
æg til pensling
evt sesam som drys på toppen

Bland vand og kærnemælk og rør sammen med gær. Tilsæt salt, olie, æg, skinke, ost og gulerod. Rør melet i lidt ad gangen. Ælt dejen sammen og stil den til hævning i min. 20 min. Slå dejen ned, form 10 boller og lad dem efterhæve på en bageplade beklædt med bagepapir i 20 min. Pensl med æg og drys evt med sesam. Bag ved 200 grader i 20 min. 

Indeholder reklame

Sommer garderoben skal i følge mig være sart i farverne, mere let i udtrykket og må gerne indeholde nogle print. Det er andre farver og materialer jeg søger til børnene, end når det er efterår og vinter. Skønt nyt og forfriskende efter vinter måneder hvor vi alle har svøbt os i skønt uld.
Hos os er der er ingen som Soft Gallery, der kan levere netop sådan et fisk pust. De laver derforuden fine og sjove print, som både tiltaler barn og mor. Pasformen og kvaliteten er altid lige i skabet og fungerer fantastisk til en hverdag med fart på.

Den 21. januar 2016 var der launch på første drop, og i dag den 26. feb. 2016 kom så 2. drop. Jeg har her udvalgt få skønne styles, som helt klart kommer til at give et skønt frisk sommerlig pust i Oscars og Anders’ garderobe. Anders er stadigvæk i en alder af 12 glad for deres t-shirts, og han har allerede udvalgt sig to skønne modeller, den ene er denne med skatebords på, den er da også for lækker.
Foråret og sommeren igennem nyder vi godt af kortærmede t-shirts, for det er så let at starte det spæde forår ud med en langærmet t-shirt inden under og bruge dem alene, når temperaturerne tillader det. Striber går vi aldrig ned på og kombineret med de flotte sjove pint, er det vidunderligt at se på.  Desværre er der ikke noget broderi på de dele, der er til drenge i denne kollektion men kun til baby drenge. Soft Galleys fine broderi er unikt, virkelig noget jeg altid har elsket og savner meget, at det ikke er at finde i drenge kollektionen.
Allerede i vores vinterferie havde vi gang i de skønne badebukser, og vi håber på en god og varm sommer, hvor de for alvor kan komme i brug.

Soft Gallery

Indeholder reklame

Jeg tror, vi alle har daglige favoritter, som bare bruges igen og igen. Her er et lille udpluk af vores daglige vinter favoritter, der på ingen måder kan undværes. Nyeste yndlings skud på stammen er denne uldfleece fra Engel til Oscar. Jeg kan slet, slet ikke forstå, at jeg har kunne undvære den til ham indtil nu. Den er så über skøn, blød og lækker. At Oscar selv henter den som sit fortrukne overtøj taler sit eget sprog. Så længe at vi ikke har det koldere, end vi har lige nu, er den mere end nok til at lune vores lille mus på korte ture i bilen.
FUB tøj er altid en del af drengenes garderobe og ingen undtagelse er denne halsedisse, vanterne eller elefanthuen som er i brug igen og igen.
Cosilana’s lækre bodystocking i uld/silke eller uld/silke/bomuld er vores fortrukne “body” til Oscar. Jeg elsker at hans hud mødes af det blødeste bløde og på nær en enkel sæson, har vi altid brugt Cosilana “body”. Undertøj herfra er bestemt kommet for at blive hjemme hos os.

Vi har indtil nu kunnet undgå forkølede næser hos børnene. Vi har passet så godt på dem, for sidste vinter var hård ved dem, det var som om at deres forkølelse ikke ville slippe taget i dem. Hele dette efteråret er gået som en leg og tilmed de første to vinter måneder har været uden snøft og dårlig nattesøvn. Men sidste uge måtte begge drenge desværre bukke under, for de blev nærmest synkront forkølet. Denne øko “chest balm” har uden tvivl været vores redning den seneste uge og sikret en god nattesøvn på trods af forkølelse. Det giver frisk luft til tætte næser og lindrer en besværet vejrtrækning. Fra samme mærke findes denne “lip and cheek” balm som vi bruger hver dag på Oscars sarte kinder, der har tendens til rødme og tørhed på denne årstid. Elsker virkelig disse to lækre produkter som er uundværlige hjemme hos os.

Hvilke favoritter mon I har?

Engel uldfleece // FUB // Cosilana bodystocking // Erbaviva chest balm // Erbaviva cheek stick

Jeg har en plan – en lidt mere langstakt boligplan. Jeg har tænkt og tænkt og indrettet inde i mit hoved igen og igen. Jeg er nået så langt nu, at jeg har tegnet og forklaret det til min kære mand og brugt mine bedste overtalings evner, for jeg er virkelig sikker i min sag. Som mange af jer måske ved, bor vi i et gammelt hus fra 1926 i 3 plan. Vi elsker vores gamle “dame”, og vi bærer over med hendes fejl og mangler, for vi nyder så godt af al den charme, der findes i sådan et gammelt hus. Husets beliggenhed er placeret i et smukt gammelt kvarter, et smørhul i forhold til skole, parker, svømmehal, indkøb, fodbold, byens centrum og den skønne Gudenå, som vi elsker at være i nærheden af. Alt dette vægtes højt, når vi en sjælden gang har tænkt på at sælge og bygge nyt og strømlinet. Byggegrunde til nye huse ligger desværre heller ikke nær så velplacerede, som vores hus nu engang gør, og det vejer tungt på den negative vægtskål. Hvor om alting er, så bliver vi boende hvor vi er, men det betyder jo ikke at indretningen går i stå – vel? Vi er begge enige om at ændringer vi foretager i huset skal gøres med respekt, for hvad det er vi har mellem hænderne. Her sættes ikke noget ind eller bygges om på noget, der vil være fuldstændig kikset i forhold til husets stil og alder.

Vores stueplan består efter tidligere ombygning af to stuer og et stort køkkenalrum, denne store ombygning blev lavet for 17 år siden, og nu er der altså nye behov. Vi lever en stor del af vores tid i dette stueplan – allesammen. Det betyder, at det skal fungere optimalt, for det er så vigtige rum. Vi laver lektier, spiser, leger, læser, ser tv og hygger os – det er vores leverum.

De to stuer er delt med en fransk dør imellem sig. Hvor vil det være rart at stuerne kunne blive til ét rum. I begge stuer er der 2 forskellige meget smukke stuk, som har historie, og det betyder meget for os at de bevares. I den ene stue har vi spisestue, og planen er at flytte spisebordet tilbage til alrummet og gøre de to stuer til én stor sammenlagt stue med plads til sofahygge, tv, og et godt læsehjørne. I den del af stuen hvor sofaen skal stå, hvilket er helt modsat af hvor den står nu, giver det mere rumlighed til en større tiltrængt sofa, som vi alle 5 kan slænge og hygge os i. Desuden kommer vi ved denne omrokering i nærheden af vores skønne brændeovn, og vi vil kun elske at nyde varmen og synet fra ilden, i sådan et hyggehjørne. Vi vinder også en hel del mere gulvplads, og hvem kan ikke godt bruge det til at tumle på og bygge togbane osv.

Collagen viser et lækkert stort vitrineskab som jeg virkelig synes, vi mangler i alrummet. Vi har i mere end 10 år samlet på musselmalet porcelæn, og det kræver efterhånden sit eget skab. Dermed får vi også noget mere luft og plads i vores forholdsvis lille køkken, og skufferne med vores køkkengrej kan lide lidt mindre overvægt. Jeg har søgt en del på vitrineskabe og har nu fundet frem til det, det skal være. Det er tilmed overkommelig i pris, og lige så vigtigt er der ikke skyggen af krummelure eller pyntet look over skabet, for det er virkelig ikke min stil.

For min skyld kunne vi godt være begyndt i går – hvem sagde utålmodig.

Vinteren er for alvor kommet over os. Frostklare nætter, lys og himmel formationer der næsten tager pusten fra én, så smukke er de. Vi sætter tiden på pause hver dag for at opleve og suge solnedgangen til os, for det er virkelig ikke noget, vi vil gå glip af, så fantastiske er de i øjeblikket. Januar er i år skøn på sin helt særlige måde, og jeg i særdeleshed nyder denne lidt upopulære måned, hvertfald når vi beriges med så smukt vejr og natur, som vi gør i øjeblikket. Idag er himlen tilmed pyntet af en fuldmåne i kulissen.

Vi er ude det meste af vores eftermiddage, vi kælker, fodrer dyr og leger med sneen. Den anden dag lavede børnene og jeg islygter. De har stået udenfor og dannet krystaller, tøet lidt i overfladen i dagtimerne for derefter at fryse hårdt til igen om natten. Det har givet vores lygter det smukkeste spil, og her til aften skulle de afprøves og pynte i vores have. De er så fine, og det bliver bestemt ikke sidste gang, vi laver islygter.

Aller former kan brugers, det er kun fantasien der sætter grænser. Vi brugte en silikone bageform og en plastik spand.