Indeholder reklame

Vores mindste medlem i familien, Oscar bliver 1. juledag to og et halvt år! Så sent som i dag stod min mand og jeg og kiggede på ham i leg og kunne endnu en gang konstatere, at han udviklingsmæssigt virkelig “rykker fra land” i øjeblikket. Han er bestemt ikke længere nogen baby og alt synes at udvikle sig med lynets hast. Bedst som vi kigger væk, er der sket noget nyt, og særligt sproget er der sket så meget med. Vi har samtaler med Oscar nu, og vi går fra at forundres til at kluk-le over hans formuleringer. Åh, hvor jeg elsker den alder, han har lige nu, og jeg vil give en ældre herre ret, som for noget tid siden sagde at “Enhver familie burde have en 2-årig”. Nu er jeg ikke en mor der græder over, en alder der bare MÅ forblive. Det har jeg heldigvis to store børn, der har lært mig at der er så mange, mange forskellige aldre og tidspunkter, hvor det er helt fantastisk, og de stjernestunder man har og får med ens børn aldrig stopper, ligegyldig hvilken alder de har.

Oscars personlighed viser sig tydeligere og tydeligere dag for dag, og derfor er det noget helt andet at skulle købe julegaver til Oscar i år, for det er virkelig hans ønsker (lige med undtagelse af et par praktiske).
Oscar elsker alt med tog, bondegård og brandbiler. Han bygger og leger med det hver dag. Vi har længe vist, at noget fra skønne Brio skal lande under træet til Oscar, og vi har allerede bestilt det, der skal blive hans i år. Når ikke han leger med biler, elsker han at lave puslespil, og det er virkelig noget, vi hygger os sammen med han og jeg. Djeco laver nogle fantastiske spændende og flotte puslespil, og vi er for alvor igang med de puslespil fra 3 år.
Wooden Story laver nogle meget flotte klodser i alle mulige former, og ikke alene er de med til at lege forståelsen af former ind, de er også super til at indgå i hans leg med biler og andet byggeleg. Tilmed er de flotte klodser fra økologisk træ, og så lækre at holde selv i en lille hånd.
Få praktiske ønsker bliver det også til, fx i form af nattøj, dette fra altid skønne Cam Cam, som helt ideelt nettop nu er kommet med en flot økologisk nattøj- og undertøjsserie. En ny blød sove ven har også sneget sig på ønskelisten.

Hvad mon jeres børn ønsker sig til jul.

Indeholder reklame

Julen er virkelig en skøn tid. Det er en personlig tid. Det er en tid, hvor den danske model af hygge folder sig ud i alle facetter. Den er en tid til glæde og forventning, en tid til eftertænksomhed, og en tid hvor børnenes øjne stråler ganske særligt.
For mig er julen blevet noget helt særligt, efter vi har fået børn. Hele december nyder vi at hygge os sammen, med julekalender, duften af nypillede appelsiner og med pynten i vores hjem. Jeg har droppet drømmen om, at vi slet ikke har travlt i december, for alene det at have 3 børn giver travlhed i vores kalender, når der er julehygge, juleklip og krybbespil for bare at nævne nogle af de arrangementer, som børnenes skoler og vuggestue byder på. Når det så er sagt, er det bestemt ogå en tid, hvor vi når at standse op, og glædes over alt det skønne december byder på. Særligt om eftermiddagen hygger børnene og jeg med julemusik, et spil, lidt ekstra sødt eller læser en julehistorie. Endnu engang nyder vi også her godt af, at jeg er gået ned i arbejdstimer.
I år har min mand og jeg taget en fælles fridag i starten af december. Vi vil bruge dagen på julegave indkøb, spise en lækker frokost sammen og nyde de smukke julelys byen byder på. Jeg glæder mig allerede.

Julepynt er et vidt begreb. Nogen er til rødt, glimmer, kravlenisser, lametta og hjemmestikkede julemænd i sofahjørnerne. Andre siger nej tak, til alt med jul og kigger dybt i rejsekatalogerne. Og så er der alt der indimellem. Med andre ord er vi virkelig forskellige, og som regel er det et stort mix af barndomsminder, traditioner og lidt nyt der blandes på helt unikke måder. Jeg elsker at besøger venner og bekendte op til jul og se hvordan alle pynter op helt forskelligt. Vi gør hverisær julen til vores egen.
Jeg er ikke til for meget pynt, og de senere år bliver det til mindre og mindre, eller jeg bliver mere og mere kræsen. Jeg er slet ikke til rødt og helst ikke til nisser! Jeg elsker at blande julepynten op med lidt mere af det, man kan kalde vinterpynt. Træ, mange lys, grene med kogler og bær og smukke udklip af krystaller, stjerner eller hjerter. Jeg holder særligt af smukke glas julekugler og har de seneste år fået en fin lille samling af forskellige typer. I år har de smukkeste træ-ophæng fra Ferm Living fundet vej hjem til os, og de kommer til at være så flotte i vores stue vinduer.
For år tilbage da min kære, kære farmor stadigvæk levede, gav hun mig en dag en kasse fuld af julekugler og smukke papir engle, der næsten er 100 år gamle. Jeg elsker det hele, og jeg har et helt særligt forhold til min farmors gamle pynt, som altid gør vores juletræ helt unikt, og når jeg ser det, er det som en gåtur ned ad barndommens gade.

Det frister allerede at gå igang med at pynte op nu, men jeg venter til 1. december. Kun smukke grene, duftende hyacinter og ekstra lys er begyndt at finde vej til vores vaser og stager.
Ved vores hoveddør pynter allerede nu det cedertræ jeg købte sidste år, der nu har fået selskab af grønt mos i toppen af krukken. I weekenden skal et par buskbum kugler pyntes med lyskæder og så er vores indgangsparti klar til at byde december og vores gæster velkommen!

Rigtig glædelig december til jer alle.

Indeholder reklame

Jeg er lidt ambivalent med ønskelister midt i november. Lidt for tidligt er det, men på den anden side når mine børn har gode ønsker, er det med at fatte blyanten og få ønskerne skrevet ned. Så er der lidt at tage af, når tiden er til at købe gaver og søde familiemedlemmer rykker efter ønskelister. Særligt Kirstine har sig lidt en opgave, for hun har fødselsdag 27. november yderst tæt på jul, og endu flere ønsker skal hurtigt findes.

Anders har denne gang været den første til at kommet med en hel række af gode ønsker. Sagt i forbifarten og andre har været ønsket længe. Det glæder mig meget, at det er en blandet omgang, for ofte kan vi sætte lighedstegn med sportsting ved de fleste ønsker han har, men ikke denne gang. Nu er det ikke fordi, han ikke må ønske sig sportsting, men i øjeblikket har han en skade i knæet, og det piner ham at både fodbold og håndbold, som han elsker, er bandlyst i det næste (lange) stykke tid. Det gør ondt i mit morhjerte at se, for jeg ved, hvor meget han elsker sin sport, og hvor meget det betyder for ham at være aktiv.
Selvom han nærmer sig de spæde teenageår, er han stadigvæk et legebarn. Jeg nyder at se hvordan han bruger sin fantasi i naturen eller bruger tid på bla. disse dinosaurusser, som han altid har elsket, og som man i følge Anders godt kan bruge lidt flere af. Da han var mindre legede han mere med “dinoerne”, nu undersøger han dem på en hel anden måde, og derfor er denne plakat en skøn sag til værelset, der giver lidt et råt udtryk.
Anders er hård ved sine tasker! Han slider dem op. Måske handler det om, at de ikke bliver stillet sirligt i skolen, men det er lidt mere tilfældigt dagen igennem. Jeg har opgivet (næsten) og en ny taske er på ønskelisten. Denne lækre sag fra Fjälläreven er lige ham og rummelig uden at være klodset.
Som nævnt elsker Anders at være ude, og vi må aldrig gå ned på godt og velfungerende overtøj til ham. Overtøj og fodtøj skal bare fungere i regn og slud, for Anders er ude ligegyldigt hvordan vejret ellers arter sig. Disse lækre handsker er et stort ønsker, og jeg forstår ham godt, for jeg har dem selv mest brugt på skiture og de er bedste praktiske handsker, jeg har kendt til. Vores norlige naboer ved bare noget om, hvordan man laver udetøj.

Søndag du er en af de bedste. Og denne var bare en forlængelse af en god lørdag. Farmor havde vi lånt lørdag aften som barnepige. Vi hyggede alle sammen og spise god middag, men da klokken slog 20 og vores mindstemus sov, listede min mand og jeg afsted til lidt alene tid. Først hyggede vi på en cafe med en drink og tiltrængt voksensnak. Herefter stod den på fingerflet og James Bond film. Vi kom sent hjem, og derfor var det endnu mere skønt at komme lidt ud i den skønne natur søndag formiddag sammen med vores børn og nyde de sidste smukke efterårsfarver. Skovens blade giver ikke længere så meget ly og skjul for dyrene, og vi var heldige både at se rådyr og hemmelige forrådshuler, som nogle dyr har travlt med at fylde. Oscar elsker naturen og bliver gang på gang betaget over naturen om det er en svævende musvåge eller en grandkogle så stor, at han må bruge begge hans små hænder til at holde om den. At få lov til at opleve det hele igen igennem ham, er en gave der stadigvæk giver mig kuldegysninger.
Jeg nyder at mærke vores pige komme helt ned i gear, når hun er hjemme fra efterskolen og hvor var det skønt at småsludre gennem skoven og lytte til hvordan hendes stemme fylder hos os igen.
Resten af søndagen var Anders den mest aktive af os alle for han spillede senere en håndbold kamp, vi andre hyggede med middagslur, Netflix, lun te og ild i brandeovnen.

Tænk sig hvis der var to søndage om ugen.

Jeg burde købe gummistøvler til mig selv, for her midt november siler det ned. Oscar har det stadigvæk fint i sit termotøj og til de våde dage suppleret med regntøj. Flyverdragten ligger stadigvæk ubrugt hen, og jeg håber da i det stille, at det bliver koldt nok til den kan komme i brug, for det er altså en lækker sag, der ligger og venter. Nu er jeg ikke den første til at give mine børn vinterovertøj på, men jeg kan godt se, at flere børn er i hele udstyrspakken allerede nu. Problemet er bare at jeg ikke har fantasi til, hvad jeg så skal give min børn på, når det føst rigtig bliver vinter med frost og sne. Dernæst synes jeg heller ikke selv, at det er rart at være pakket for varmt ind, når det som de sidste par dage har været 14 grade. I denne overgang elsker jeg en uld frakke/jakke. Jeg har haft sådan en i min garderobe, så længe jeg kan huske, og det fungerer så fint til mig. Lidt lækkert lunt tilbehør som kan tages af og på efter behov, så behøver jeg ikke meget mere. Sidst på sommeren fik jeg et par herre inspireret sko, et par lækre italienske skønheder, som jeg har top elsket siden. Nu har jeg forelsket mig i dennne flotte støvlette i den smukkeste brune farve en fin afveksling til de klassiske sorte, som jeg har tendens til altid at falde for og købe.
De smukke lange handsker synes jeg er så flotte og samtidig super feminine. De er i det blødeste kalveskind og føles derfor bare som et ekstra lunt lag. De er perfekte til en frakke med 3/4 ærme eller en poncho.
Jeg ved det godt, det er ikke første gang at I bliver præsenteret for en stribet overdel og sikkert heller ikke den sidste, men denne lille sag har det fineste skød på, som jeg er så vild med.

November du er en svær en at klæde sig på til.

Foto af Sisse Langfeldt

November vil altid for mig være ganske særlig. Mørket der næsten sluger lyset og giver lange skygger. Ofte mødes vi af de første frost morgner, som altid er magiske med sitrende kølig luft og smukke krystaller i græsset. November kan også hos mig fremtrylle i en flygtig genkaldelse den helt fantastiske duft af nyfødt baby, en duft jeg husker som var det i går, min pige. Min datter gjorde mig til mor en novemberdag ligefør kalenderen tippede over i december. Hvilken gave det er at være nogens mor – intet er større. Vores datter kom til verden, som det eneste barn på fødeafdelingen det døgn, og jeg glemmer aldrig den stilhed der var, da hun efter 36 times fødsel blev lagt på mit bryst. Det var som alt stod stille og verden aldrig skulle blive den samme igen. Vi kendte ikke i forvejen kønnet men ingen havde behøvet at kigge efter, for jeg viste i det sekund jeg kiggede ind i hendes store mørke brune øjen, at det var en pige. Min pige.

Fra det minut hun blev født undersøgte hun verden med sit intense blik, som om hun viste hvad hun ville, og hvad hun kunne forvente. Kirstine fik navn efter sin oldemor. Kirstine lærte mig mindst lige så meget, som jeg lærte hende. Vi blev modne sammen, og vigtigst af alt lærte hun mig at forstå ‘tiden’. At tiden er en glubsk størrelse som med et øjenvippe blink kaster os videre. Sammen stoppede vi op, og fortsat øver jeg mig dagligt i bare at være og finde ro og lade ‘tiden’ gøre os godt. Åh, de gange jeg har listet mig ind til hende, når hun sov for lige at få det sidste af dagen med, lytte til hendes tunge søvn og kysse hendes varme kind.

Kirstine er stille af sind, hun har en misundelses værdig ro. Hun kan aflæse en stemning i et rum på ingen tid. Hendes største gave er måske nok, at hun kan aflæse mennesker lige så hurtigt. Det er også hårdt ved hende, for hun fornemmer og husker ord sagt henkastet som ingen anden. Hun forsøger at forstå og danne mening i en verden med så mange døre og veje. Musik og lyrik viser hende ofte hvor vinden blæser, og jeg tror hun altid har vist at musik gav hende noget intet andet kunne, for Kirstine kunne nynne og synge, inden hun kunne tale.

Den 27. november har Kirstine fødselsdag. Hun bliver 16 år. Sweet sixteen. I år er hun på efterskole på hendes fødselsdag, og jeg indrømmer gerne, at det er pokkers svært ikke at kunne vække hende med sprød morgen sang og lune knus. Heldigvis er det en fredag, og det bliver skønt at kunne hente hende hjem til fødselsdagsfejring. Alle dem hun elsker hos sig hele weekenden.

Tænk sig at hun for 16 år siden valgte at komme til os. Min pige.

                        Solnedgang ved mine forældres sommerhus

Tiden er en underlig størrelse. Vi beskriver den ofte, som den “flyver afsted” eller går i “tomgang”. Tiden har vist mig en ny vinkel, der er tiden før og efter min mors død. Den 21. april 2015 døde min mor, med min fars hånd i sin. Min mor havde på det tidspunkt været på hospice i 14 dage, hvor vi var hos hende dag og nat. Om få dage den 21. oktober 2015 er det 1/2 år siden, min mor døde (læs evt her). Min mors død har ikke alene medfødt et kæmpe tab, men også et savn, der rækker udover, hvad jeg i min vildeste fantasi havde gjort mig forestillinger om. Det har været måneder, der ofte har været stumme for verdens summen og istedet været overdøvet af magtesløshed og så stor sorg. Tårene har overmandet igen og igen og mit hjerte har været på overarbejde. Visheden om aldrig mere at skulle se, dufte og mærke min mor, har jeg skulle lukke ind i små bidder, og jeg kan stadigvæk i et splitsekund nå at tænke “det skal jeg lige huske at fortælle mor”.
Min far står tilbage og øver sig hver dag på at samle op på et liv, der synes så anderledes og tomt, efter at have været gift med min mor i 42 år. Han kæmper, opdager nye aktiviteter der giver mening, og jeg har så enorm stor respekt, for hvad han går igennem.

For år tilbage fik min mor underlivs kræft og helt uafhængig af hinanden senere også brystkræft. Min mor var en fighter til fingerspidserne og kæmpede sig gennem 2 x kemo og stråler så mange, at jeg ikke har tal på dem. Hendes hverdag var trods sygdom i lange, lange perioder rigtig god og til tider kunne vi næsten glemme, hvor alvorligt det var. Min mor levede sit liv som hun ønskede det, passede sit hjem, sommerhus, spiste sundt, hvilede sig, spillede bridge, gik 5-8 km hver morgen og grinede og nød de mange venskaber og ikke mindst familien. Hun var fantastisk til at skabe gode og unikke stunder med min far og os andre, og var så bevist om hvor seriøst, så pokkers seriøst, hendes skæbne var.

Indtil sidst i august 2014, var alt fint og godt. Lægen sagde i august til hendes kontrol: ” Det ser så fint ud, at du kommer til at dø med din kræft, ikke af den”. Vores lykkerus var til at få øje på.
To måneder senere, i oktober 2014, lagde jeg mærke til nogle symptomer hos min mor, der bekymrede mig og min mor kom til en ekstra kontrol. På to måneder havde kræften spredt sig nærmest overalt og værst var det, at spredningen nu også havde nået hjernen. Kræften var nærmest eksploderet, og der var ikke mere lægerne kunne stille op (læs evt her).

I december sidste år fik min mor den fineste engel af en god og nær ven. Da det blev januar gav min mor englen til mig og sagde: “Den skal du have Karina, for jeg kommer ikke til at opleve jul igen, og næste år skal du tage den frem, og så kan du mindes alle de vidunderlige jule, vi har haft sammen”. Min mor fik desværre ret, selvom jeg dengang modsagde hende, det blev den sidste jul vi fik sammen, og englen skal have en ganske særlig plads, hjemme hos os i år.

Jeg vil aldrig glemme min mor, og jeg vil mindes hende, om og om igen. Taknemmelig for den mor hun var, det er heldigvis det, jeg husker. I kærligt minde.

I disse uger sættes der fokus på ‘Knæk cancer’. En yderst vigtig sag. Hver 3. af os får på et tidspunkt i livet kræft.

Grå / sorte toner – jeg elsker dem. Det er grundfarverne i min garderobe, og jeg føler mig altid tilpas i disse mørke farver. Overdele er det, jeg mangler dette efterår og så et par nye Angulus støvletter. Modellen på støvletterne hedder Chelsea, og jeg elsker dem. Jeg har dem i forvejen, og har brugt dem igen og igen til de nu er så slidte at nye må til. Lune striktrøjer til mine elskede sorte skinny jeans er i den grad en mangelvare og disse to lækkerheder vil være vidunderlige i hverdagen. Mon ikke snart jeg skal forkæle mig selv med dette smukke og super bløde tørklæde – må igang med at prioritere.

Tørklæde // støvletter // cardigan // sweater // top // taske  

Mon ikke vi alle sammen har et brand, vi bliver blød i knæene over? Dem af jer der kender mig fra Instagram (karinas_univers) eller bloggen har nok ikke svært ved at gætte, at måtte jeg kun udnævne et brand i hele verden til mit yndlings, ville det uden tvivl være FUB.
Det er et langvarigt kærlighedsforhold, der strækker sig flere år tilbage. Vores store dreng, som nu er 12 år fik tilbage som 4-5 årig FUB’s uundværlige cardigans og veste. FUB var dengang et dugfrisk brand og ikke en sæson er gået siden, hvor der ikke er købt ind fra FUB. Oscar er blevet svøbt i deres lækre uld eller 100 % økologisk bomuld siden spæd, for svøbt det er den følelse man får, når man giver sit barn FUB tøj på. Der er så meget lækkerhed, blødhed og kvalitet over dette danske tøj brand. Heldragter, leggings, bluser, huer og cardigans har sidenhen fundet vej til børnenes garderober.

FUB er designet af Ann-Sofie Olrik en kvinde som designer ud fra en filosofi, at designet skal være tidsløst, klassisk og langt det mest unisex. Tøjet må ikke blive outdatet, og derfor er kvaliteten i top, designet er tilpasset så tøjet kan gå i arv og holde et barneliv. Ann-Sofie lader sig ikke diktere af “rigtig” – eller “forkert mode” men har derimod et ønske om at klæde børn på, så de har mulighed for at sammensætte tøjet, så det for dem er sjovt.

Jeg har enorm stor respekt for, at FUB ikke er et brand der har en Facebook side, Instagram eller for den sags skyld lader sig diktere af, at moden ellers tilskriver, at alt skal gennemsyres af rosa nuancer. FUB er sig selv, og de kan bære det, for det er så klassisk, smukt og emmer af kvalitet.

Tøjet fungerer i en travl hverdag, og det luner rart når man som Oscar er 2 år og leger meget på gulvet eller har brug for et blødt og lunt lag under regntøjet i vuggestuen. Vi har allerede nu fået suppleret godt op til et køligt efterår og kommende vinter.

Vi taler om ægte FUB LOVE, mon ikke der er andre, der har det som jeg?

Mere end nogen side er mine prioriterings lister domineret af lækre uld ønsker. For føste gang har jeg hele sommeren igennem ladet Oscar have uld/silke nattøj på og ofte også bodyer i samme lækre kvalitet. Vores lille dreng har haft så fin en temperatur hver morgen. Uld er virkelig fantastisk og jeg har et trofast kærlighedsforhold til få brands, der laver det lækreste bløde uld, og som derfor igen og igen er at finde hjemme hos os. Vi har købt nye forsyninger af uld/silke bodyer fra Cosilana. Cosilana har jeg et ganske særligt forhold til, for det minder mig så meget om en lille bitte nyfødt Oscar, der kom hjem fra hospitalet i denne lækre øko kvalitet. Sidste år prøvede vi Joha af, det skuffede ikke men Cosilana er efter min mening bare lige lidt mere lækkert og pasformen er skøn til vores mindstemus. Det inderste lag der skal tæt på mine børns hud, skal bare være så lækket som muligt og allerhelst økologisk. Jeg har fundet frem til, hvad der fungerer for dem hver især, og så er jeg ikke typen der bliver ved med at søge og afprøve nyt, når først jeg har fundet det, det skal være.
Jordfarver og andre mere afdæmpede farver vinder igen i år. Når det er efterår, elsker jeg at de farver er dominerende i garderoben, og samtidig synes jeg de er så smukke til børnene.
Overgangs støvletter er vi allerede igang med og denne gang i den lækre sorte begynderstøvle fra Angulus, som bare sidder som en drøm på Oscars fod.
Igen i denne sæson har vi de skønne velour bukser fra GRO. De er i den smukkeste mørk chokolade farve, og jeg var heldig at få et par på udsalg tilbage i januar i den flotte sort/grå farve, så vi denne vinter har to forskellige par at jonglere med. De er i brug igen og igen og fungere så skønt i vuggestuen.
Den über lækre smørbløde uld sweater er jeg helt fortabt i. Den er fra Serendipity, et dansk mærke som laver deres uld tøj i det blødeste alparcauld fra Bolivia. Sammensætningen af farverne synes jeg er SÅ smukke, og mønstret er fint og enkelt. Sweateren er på ønskelisten for jeg ved, vil vil komme til at bruge den utrolig meget som let overtøj, sovetrøje i barnevognen og under regntøj eller bare som lækker trøje en kold og blæsende vinterdag. Faktisk laves den også i voksenstørrelser, og jeg mere end fristet.

Wooden Story laver skønt og lækkert trælegetøj og ønskelisten fra dette lækre brand er allerede lang. Vi må snart have fingrene i de skønne træklodser.

Hvad mon frister jer dette efterår?

Rigtig glædelig weekend til jer alle.

Angulus begynderstøvle // Sweater Serendipity // Wooden Story //
GRO velour bukser // Petit Nord Hjemmesko