Mine forældre blev gift en snefuld december dag i 1972. Det var dengang lilla var et hit og blomster kunne man ikke få nok af, så min mor var klædt i rigelige mængder af begge dele, og min far fulgte kønt op med et fuldskæg, der ikke var til at overse. 42 år var de gift og ofte tænkte jeg som barn at hvis jeg, når jeg engang skulle giftes, kunne blive halvt så lykkelig som dem, så skulle det hele nok gå. Jeg var nemlig så heldig at vokse op i et hjem hvor kærligheden flød i rigelige mængder og selvom det langt fra altid var en dans på roser for min mor og far så stod de sammen med den dybeste respekt og kærlighed til hinanden. Til deres bryllup sang de ‘Det er så yndigt at følges ad’ og til min mors begravelse, som hun selv arrangerede, havde min mor ønsket at vi skulle synge den igen, for de havde fulgtes ad i medgang og modgang ligesom de dengang i 1972 havde lovet hinanden.

Kort tid efter min mors død i april 2015 ønskede min far at jeg skulle arve min mors vielsesring. Det blev jeg meget taknemmelig og rørt over, for jeg vidste hvor meget den betød for min mor og det gjorde mig godt at se min fars navn stå skarpt og mejslet ind i ringen selv efter så mange år.
Da min mor havde været borte i ca 4 måneder kom min far en dag med sin egen vielsesring og ønskede at jeg også skulle have denne. Det var for hårdt for ham at beholde den på og han viste at jeg havde planer om at ændre min mors ring til et nyt smykke og derfor ønskede han at også denne ring kunne være med i mine planer. Hvad hverken han eller jeg viste på det tidspunkt var at også min far skulle blive syg og falde bort mindre end et år senere.
I dag betyder de to ringe mere for mig end jeg kan beskrive. Affektionsværdien er enorm og uvurderlig. Sammen med min egen vielsesring er det de to smykker, der betyder mest for mig.

Fra starten havde jeg planer om omforandring af smykkerne og nu er det sket. Faktisk gik der ikke længe før min mors ring blev til et nyt smykke. Ringen er bevaret, som den er i sit udtryk men nu formet som et hjerte, et halssmykke, med en løsthængende klar hvid brilliant i. Min fars navn og deres vielsesdato står der endnu i smykket. Heldigvis nåede min far at se dette smykke og syntes ligesom jeg at det er blevet helt perfekt og et smukt minde fra min mor.

Min fars ring er for få uger siden blevet lavet om til en ny ring men med en isat rosa/champange farvet oval lidt råslebet diamant. Den tone stenen har er mere end smuk og rammer tonen fra ringens guld, som er rødguld og hvidguld helt perfekt. Ligesom i min mors ring står navn og dato endu i ringen.
Ringen har været under kyndig omforandring af super dygtige smykke kunstner Nicolette Stoltze fra København. Da jeg før jul var hos hende, var det så vidunderligt at mærke hvor professionel hun er og hvordan hun havde alt den tid i verden det krævede, så vi sammen kunne nå frem til det udtryk og resultat jeg ønskede med denne ring. Jeg er så lykkelig for ringen nu er blevet lige som jeg ønsker, samtidig med at den stadigvæk ligner mine forældres vielsesringe. Begge ringe har fået nyt liv og har nu et udryk lige som jeg ønsker de skal have og hver gang jeg bærer dem, tænker jeg på min mor og far og den kærlighed de to mennekser gav hinanden.
Desværre er det virkelig svært at tage billeder, der eftergiver det rigtige resultat men jeg håber, I kan fornemme, hvordan de nu tager sig ud.

Desuden arvede jeg for 10 år siden efter min søde farmor nogle guld smykker, nogle bruger jeg, andre var gået i stykker og blev derfor aldrig brugt. Sammen med en anden ring af min egen er det guld blevet smeltet om. Ud af guldet har Nicolette Stotze skabt det mest smukke og feminine kors man kan tænke sig. Jeg er så lykkelig for det, da jeg længe har ønsket mig et kors og nu er det lige som det skal være og endda skabt af guld der er blevet båret af mine kære og givet til mig i kærlighed.

Smykke kunstner Nicolette Stoltze
(Inderholder ingen reklame blot glæde over smukt og professionelt håndværk. )