Indeholder henvisniger, men ingen reklame
Som nogen måske har set på Instagram, er vi ved at ordne drengenes værelser og vi er næsten ved at være i mål. De har byttet værelser. Anders brugte ikke længere det gode rummelige værelse til leg, som Oscar har brug for og Oscars mindre værelse var lige det Anders søgte til hygge og en tiltrængt opgradering til teenager look.
Som sagt så gjort og det har betydet at begge værelser er blevet malet og har været tømt for alt, som herefter er blevet sorteret, rengjort og fået nye opbevaringsløsninger, hvilket er blevet super godt. Jeg elsker at lave systemer, der giver overblik og i dette her tilfælde, velfungerende værelser hvor tingene igen har fået rette pladser og legetøjet er sorteret ud i kasser og skuffer, så det nu gør legen sjovere og let at gå til.
Begge drenge har fået nye senge og Oscar har tilmed fået STOR dyne – hvor blev min baby lige af….
Mere om indretningen i et andet blogindlæg, hvor der nok skal komme billeder fra værelserne. Først lidt om det løse tilbehør, som har været indkøb, der er gået forud for den helt store omrokering. Det er altsammen køb der er med til at skabe stemning og noget af det, vi har i forvejen har vi med glæde genbrugt, da det stadigvæk er lige som det skal være. Det er sjovt hvordan man med små virkemidler kan skabe stor forandring, så længe blikket er skarpt på at følge den røde tråd.
På Oscars værelse er juno sengen blevet skiftet ud med en stor seng. Mit hjerte græd altså lidt da Juno senge blev pakket væk for allersidste gang. Det har været så skønt at vores gamle seng fra 1950 også har været vores tre børns rede i gennem mange år efterhånden. Den nye store dyne har krævet nyt sengetøj og dette smukke duschet mint med prikker fra Liewood er jeg helt fortabt i. Jeg er tosset med Liewood’s gennemførte enkle stil. Den sarte mint tone passer perfekt til bla. Oscars Ferm Living sættekasse og de forskellige Mrs Mighetto plakater der pynter så fint på væggene. Jeg kan godt lide, når nogle toner går igen i indretningen også på børneværelserne, for hvis ikke man er opmærksom kan legetøj og børneværelser blive et mindre farvedrama. Den nye Jellycat drage i samme sarte mint farve måtte derfor også flytte med ind på Oscars værelse. Oscar elsker drager og dinoer og i særdeleshed bamser. Det var skønt at kunne overraske Oscar med den drage, han har sukket efter siden den kom i butikkerne og i går havde Oscar sin sovedebut i den nye seng med dragen i favnen. Godt der var en ny ven, der kunne hjælpe med at fylde den store seng lidt ud.
Oscar har flere hyggelamper, som alle er flyttet med, men denne nye luftballon lampe er intet mindre end skøn og passer perfekt ind på værelset. Den kaster små lysprikker på væggen og er så fin, så fin
Anders’s værelse er blevet endevendt. De sidste LEGO kasser er blevet pakket ned og der er i den grad blevet luget ud. Slut med ‘dreng’ og halløj og goddag til teenager, der ved, hvad han vil.
Anders og jeg har sammen tænkt mange tanker, om hvordan rummet kunne indrettes bedst muligt, med de ønsker der var. Lidt få hygge ting er der også komme til. Et stort A med lys i der pynter over skrivebordet, en starwars plakat i ramme der har et enkelt og grafisk udtryk samt to nye kæmpe puder, der skaber en god sidde mulighed i sengen. En ny lampe og få andre ting er flyttet med ind på det nye værelse men ellers er det blevet et enkelt værelse, der rumme lige præcis de ting, som Anders holder af og ikke andet. Farverne er holdt i sorte, hvide og blå toner.
Drengene er glade og vi nyder hvor velfungerende deres værelser er for dem nu. De hygger sig på værelserne, søger dertil og der bliver leget og spillet, som vist er det bedste tegn, vi kan få på at noget er blevet godt.