Nedenstående indeholde firmanavn og henvisning. Dette er mine egne ord og tilsvarende begejstring og ikke en reklame.

Om kort tid skal jeg i tre dage på et skøn retreat med min veninde. Vi nærmest faldt over muligheden og nogen gange ser man bare noget, der er helt, helt rigtigt og ment to be, det var tilfældet her – men mere om det, om lidt.

Mange ved ikke at jeg for 4 år siden gik helt ned med stress. Jeg ramte bunden. Så her får I, i ydmyghed min historie. Pas godt på mig, på dig selv, din bror eller kollega for vi er 430.000 danskere, som hver dag har symptomer med alvorlig stress (1)
Det var lige efter min mor var død og min bror i alt for ung en alder var død året forinden. Tre uger efter min mors begravelse, som lyn fra en klar himmel, gav min krop op. Hvis jeg havde været opmærksom, havde jeg mærket og set alle de alarmklokker og røde flag min krop havde givet mig gennem laaang tid, men jeg var blind og levede på det tidspunkt kun ‘oppe i mit hovede’ uden kontakt med min krop for slet ikke at tale om ringe kontakt med mit hjerte. Jeg havde ugentlig hovedpine, som jeg bare dulmede med panodiler, søvn problemer, dårlig mave, rutchebane humør og en følelse af bare at køre på, videre, videre og min hverdag var fyldt med to-do lister, som jeg dengang troede var lykken og som skulle give mig endnu mere kontrol og som jeg var overbevist om ville rime på lykke og perfektion. En falsk følelse jeg kun kunne mærke og forvekslede med det ægte, fordi jeg ikke var i stand til at mærke noget som helst og bare var ‘sovende’ igennem livet. Jeg lod den ene dag tage den anden og krævede bare mere af mig selv hele tiden. Men den dag i maj gav min krop op og jeg kollapsede. Jeg havde uvidende gennem år haft forhøjet blodtryk af stress i en sådan grad at mine to hovedpulsåre i halsen var flosset som et tovværk i en alder af 39 år. Flosset af alt for højt tryk. Lægen som behandlede mig på sygehuset sagde: “Hvad har du da gjort ved din krop? Du er i livsfare!” Med de ord var det som om alle min krops signaler gennem årene blev tydelige og det medførte ikke bare et chock men også en ked-af-det-hed over hvordan jeg kunne svigte mig selv så voldsomt og svigte mit ansvar for min lille familie.
Efter udskrivelse fik jeg beordret et halvt år på sofaen, hvor prikkerne i loftet blev talte og mine blodåre helede langsomt tilført livsvigtig medicin. Jeg begav mig ud på gåture når ikke jeg sov 2-3 lure om dagen og brugte dagen på at spare energi sammen til min lille familie kom hjem fra deres skole, job og børnehave, i håb om at kunne være bare lidt givende mor/kone for dem men i virkeligheden, var jeg en skygge af mig selv. Jeg så stort set ingen mennesker, glemte et hav af fødselsdage og mindst lige så mange retursvar på sms’er. Mit sanseapparat var hypersensibel i særdeleshed for mange mennesker og lyde og der skulle meget lidt til, før jeg blev overloaded, som om mit sorteringsfilter for væsentlige og uvæsentlige lyde var væk. At holde en almindelig familesammenkomst med de nærmeste krævede tonsvis af energi af mig, hyperventilation flere gange i håndklædet på badeværelset og mange kærlige klem fra min mand og en træthed efterfølgende, der ikke tålte mål med andet. Processen med at få det bedre var lang og hård men vigtigst af alt, jeg kom i kontakt med mig selv igen. Dette med musseskridt men gode skridt. Midt i alt dette døde min far pludselig, hvilket medførte yderligere en stor og hjerteskærende sorg. Så sideløbende med min stress skulle jeg tage vare på mine børn i en forening af vores hverdag, tage vare på deres sorg og min egen sorg over tabet af nu tre meget vigtige og elskede familiemedlemmer indenfor 2,5 år.
Et halvt år efter min fars død var min fysiske tilstand nu meget bedre men hvis jeg skulle heles psykisk og virkelig lære at forstå min stress og mine skyggesider, måtte jeg søge dybere og forandrende. Det krævede mod for jeg viste at ‘rejsen’ ville blive mørk, og det var den i sandheden.

Jeg begyndte at læse en Master i Enneagram og NLP, som jeg har fortsat og nu læser videre til psykoterapeut. Et valg som for mig skulle vise sig at være det helt, helt rigtige. Den psykiske indre forståelse og forandringsarbejde jeg har gennemgået her, har vist sig at være voldsomt, hårdt, mørkt, smukt og forløsende med en ny ro, indsigt og vigtigst af alt balance. Jeg har lært side af mig selv at kende, som jeg ikke anede jeg besad, forståelse for andres model af verden og menneskets kapacitet og tilgang hertil. Jeg har lært at sige ja tak og nej tak – helhjertet til begge dele og min kommunikation hertil har taget en drejning for tydeligheden har fulgt med.
Som en del af uddannelsen har jeg lært at meditere. En gave til mig selv, en pause fra hverdagen hvor mine batterier kan lades op igen. Jeg elsker dette univers og kan mærke at via denne vej holder meditation mig på ret kurs, at meditere ‘kalder mig hjem’ og holder mig i kontakt med det en fortravlet og kaotisk verden mudder.
Så tilbage til starten – min søde veninde og jeg skal på et meditations retreat i Sverige med Jesper Westmark, som jeg har hørt så meget godt om.
Tre dage med meditation, sauna, kolde skovsø bade, ro og indre reflektion og lækker vegansk mad.
Jeg glæder mig helt vildt, for selv om jeg har det det rigtig godt, nu flere år efter, hvor 9 ud af 10 dage er gode, ved jeg også at jeg fremover bærer en vis sårbarhed med mig. Forskellen til i dag er, at jeg nu ved, hvad jeg skal lytte til, for den inde vise stemme, taler som altid helt roligt og stille men jeg råber ikke længere højere og barskere for at overdøve. Jeg ved ligeledes hvilke følelse jeg skal mærke efter og det er med mit hjerte som vejviser.
Det er vigtigste for mig at ‘stay on the dance floor‘ at mærke efter og forblive i kontakt med min indre guidning, der altid fortæller sandheden, hvis jeg lytter, virkelig lytter.

Nedenstående tre billeder fra Sjövik : Fotokredit Jesper Westmark

Jesper Westmark – Meditationsskolen.com