Et stk meget træt mor og et stk putteklar fjollede Oscar.
For 4 dage siden fik Oscar hånd, mund og fod virus. Ahmen, altså hvor er det dog bare den mest irriterende virus ever. Oscar har været hårdt ramt i munden. Store væskefyldte blæner, ca 20 stk, har i den grad plaget ham nat og dag. Han har virkelig haft så meget ubehag vores lille dreng og været så ked af det. Ligegyldig hvad han forsøgte at spise og drikke, gav det ham smerter, og han har været frustreret over at føle sult men ikke kunne holde ud at have det i munden. Torsdag fik han sammenlagt 2 dl væske hele dagen. Lægen besøgte vi selvfølgelig, og vi prøvede alt, vi havde “frit-valg-på-alle-hylder-hatte-på” men lige lidt hjalp det, for det gjorde bare ondt at spise og drikke, og han har fået smertestillende for nærmest første gang i sit liv. Heldigvis er han yderst sjælden syg, men nætter og dage som disse sætter tydelige spor hos mor og far. Hold op hvor er jeg træt, men det bedste af det hele er, at der nu er smil på min lille dreng igen, hans søde smil der luner og glæder langt ind i kroppen.

Vores have er ikke stor, men vi nyder vores lille grønne plet. Alle årstider, året rundt. Vores have ligger ugeneret og helt lukket bag vores hus, og det er vores lille grønne fristed. Det er haven vores store dobbelte terassedør slås op til, det er her græsset kan kilde under fødderne, blomsterne nydes og krydderurterne nippes af. Om efteråret bugner de gamle æbletræer af store æbler, og intet er så skønt, som at tage en lur under netop et af disse træer forår og sommeren igennem.
Haven indeholder fodboldmål, sandkasse og forhåbentlige med tiden et lille drivhus, som inde i mit hoved allerede er ved at tage form.

I dag blev vores have forskønnet yderligere, da den blev tilført intet mindre end et nyt havemøbelsæt. Det er altid en balancegang, når nyt skal til, at vælge de rigtige møbler der tiltaler vores smag, og som er tro mod husets stil og alder. Intet vil være mere kikset, end hvis vi fx udelukkende valgte topmoderne interiør til vores hus, for det vil aldrig blive et nyt hus i minimalistisk stil. Nu er det heller ikke det, vi ønsker, for vi elsker vores “gammel dame” af et hus at være fra 1926. Vi har fundet en fin balance, da klassisk dansk møbelkunst giver så meget mening i vores hus og bestemt også er vores smag.
Vores havemøbler var helt færdige og trængte i den grad til at bliver udskiftet.  Jeg har længe sukket efter dette smukke “Marguerit sæt” i teaktræ og hvidmalet aluminium designet i 1950/60, og idag blev det så vores. Ih, hvor jeg synes, det er fint. Tilpas enkelt, tidsløst design, materialer der tiltaler os og smukt til vores hus og havens stil. At det har rundt bord er kun et plus, for jeg synes, det er så hyggeligt at spise sammen om et rundt bord. Bordet er stort og rummeligt, da det har en diameter på 150 cm, hermed er der god plads til os, og flere der skulle have lyst.  Vi griller gerne og nyder at sidde ude længe på lune aftner med stearinlys, et tæppe og duften af sommer i næsen. Det bliver så godt at gå sommeren i møde med disse møbler i haven. Vi må håbe vejrguderne er med os, så vi får en skøn sommer, der kalder på masser af udeliv.

Vi elsker grydebrød herhjemme, og har man ikke prøvet det før, er det bare om at komme igang for det er så skønt et brød. Opskriften vi bruger er taget lidt herfra og lidt derfra og gjort til vores egen, for sådan kan vi bedst lide dette skønne brød. Brødet bages varmt i gryden, der er 250 grader, og det bliver så lækkert sprødt i skorpen og blødt og luftigt i krummen. Dejen skal stå natten over med kun 5 gram gær i sig, og det er super nemt lige at røre sammen aftenen inden og derved få frisk brød i weekenden eller som et lækket madbrød til en fyldig suppe.
Det er vigtigt at man bruger en gryde med låg, der kan tåle så høje varmegrader fx en stentøjsgryde.

Herefter er det bare at gå igang, for det er SÅ nemt at få denne lækre brødoplevelse.

• 300 ml vand
• 200 ml kærnemælk
• 5 gram øko gær
• 2 tsk salt
• 1 tsk honning
• 1 dl sigtet øko ølandshvede
• 1 dl fuldkorns øko ølandshvede
• 7 dl øko hvedemel
• 1 dl forskellige kerner og frø efter smag. fx Solsikkekerner, græskarkerner, chiafrø, sesamfrø osv.
  Bruges brødet som madbrød kan der med fordel tilsættes groft salt og fx rosmarin på toppen.

  Tag en stor skål og hæld vand og kærnemælk sammen, rør gæren ud heri, tilsæt honning. De tre melsorter, frø, kerner og salt blandes og tilsættes under omrøring, gerne i en røremaskine hvis man har en sådan, ellers må der noget muskelkraft til, for det gør brødet så meget bedre. Sæt film eller låg over skålen og lad den stå på bordet 10-12 timer.
  Sæt gryden i ovnen med låg og lad den varmen op sammen med ovnen til 250 grader. Dejen hældes forsigtigt ned i den varme gryde, kom låg på og bag i 30 min, derefter tages låget af og ovnen skrues ned på 230 grader og brødet bages yderligere i 15 min.
  Når brødet er færdigt, køles det af på en rist.

  Velbekomme

Skov anemoner til min mor fra en medarbejder på hospice

Jeg har altid taget mange billeder. Der er dem, der foreviger skønne ferie minder, stemninger ved en børnefødselsdag og de utallige billeder af vores børn. Så er der dem, der må komme på de sociale medier, og så findes der de billeder, der er mere private og som betyder noget ganske særligt for os. I den sidstnævnte kategori findes der her billeder af mine børns første vejrtrækning kulminerede med den sidste ve, og her er der billeder fra vores datters konfirmation, vores bryllup og andre billeder som vi passer ekstra godt på, fordi de alle har en ganske særlig plads i vores hjerter. Blandt disse betydningsfulde billeder findes også de billeder, som vi tog i den periode, hvor min mor var på hospice, en periode på 14 dage, indtil min mors død den 21. april 2015.

På dette billede fra hospice tog min mor en lille lur i lyset fra den spæde forårssol. Min mor var tydeligt svag, det var 2 dage før hendes død. Vi var ved hendes side dag og nat, skræmmende bevidste om at tiden var nær, hvor vi måtte tage den endelige afsked. Intet var fra min mors side overladt til tilfældighederne, for min mor havde sammen med min far året op til, fået styr på alt det økonomiske og praktiske. Tilbage stod vi som familie med alle følelserne, alle ordene der skulle vendes, siges og forstås. Min mor og jeg har altid været tætte og på dette tidspunkt, her 2 dage før min mors død, var der tilbage at være sammen om nuet, for det var det, der gav mening, hvet minut talte. Vi var sammen om forårssolstrålerne, nydelsen af friskpressede appelsinjuice og endeløse knus og kram. Vi havde i måneder op til fået talt om det glædelige, om det der har gjort ondt, om det der skal huskes og sammen digtet videre på en fremtid, der i vores fantasi indeholdte et VI. Vi havde grint og grædt, hvisket og været helt tavse af sorg. Magtesløsheden var til at få øje på hos os alle, og i perioden var det smertefuldt at se, hvor meget min mor ønskede livet men var i sin sygdoms vold. Kræft havde hun kæmpet og levet med i 8 år. Min mor måtte tilmed 4 måneder forud for dette tidspunt have så kraftig stråleterapi, at hun endnu engang mistede sit fine hår. Åh, mit hjerte græder ved tanken om alt det, min mor måtte igennem på grund af den sygdom.

Et år er gået, og jeg må sige at miste min mor er det mest hjertesmertende, jeg nogensinde har oplevet. Hver dag savner jeg min mor, og jeg har det sidste år lært at savnet ikke er blevet mindre – tværtimod.  Jeg har også fundet ud af, at savnet for mig ikke nødvendigvis er størst ved juletid eller fødselsdage, men det kan ramme som en kæmpe bølge en helt almindelig onsdag aften. Det savn ved jeg er kommet for at blive, og jeg øver mig fortsat i, at det bliver en del af min hverdag og min hjerterytme.
Jeg kan stadigvæk lukke øjnene og huske duften af min mor, og på mange måder er min mor fortsat med mig i mine overvejelser som den største selvfølge, fordi hun altid har været en stor inspirationskilde for mig. Siden min mors død har vi kravlet, men nu går vi, på vej mod lyse tider. Min far er den sejeste af os alle, for han kæmper hver dag for at opfylde min mors ønske om, at han skulle få et godt og indholdsfyldt liv også uden min mor ved sin side.

Vi ville alle have elsket at have min mor hos os, mere end elsket og hvor ville jeg ønske at mine forældre kunne have fået en skøn alderdom sammen, sådan som de havde tænkt det. Det hele lå for fødderne af dem begge, efter et langt og godt arbejdsliv skulle de nyde hinanden, familien, rejser, sommerhuset og alle de hyggelige hverdags aktiviteter, der optog dem begge. Min mors sygdom overhalede pludselig det hele på den ondeste måde. Et af min mors store ønskre var at nå at se Oscar komme til verden, det kom hun heldigvis til, og det var stort, så stort at se min mor med vores lille søn i armene få timer gammel. De fik godt 1,5 år sammen, hvilken lykke det var.

Vi taler tit om min mor og heldigvis er det tiden uden sygdom, tiden mellem behandlingerne hvor min mor levede upåvirket, uden bekymringer og med en masse livsenergi der fylder. Det er sådan vi ønsker at huske min mor som den dejlige hustru, mor og mormor hun var.

Jeg er så stolt af min lille mand, SÅ STOLT  for han har nemlig smidt bleen. Selvom jeg er mor til 3 og på den konto har været igennem en del, og erfarings rygsækken er stor, så kan jeg stadigvæk være i tvivl om, hvad der er bedst i forskellige situationer. For mig handler det om at  være bevist om de forskelligheder, der er hos børnene, for der medfølger ikke ligefrem en manual fra fødslen, så nogen gange må man føle sig lidt frem. Hvad der har virket hos vores ene barn er måske helt i skoven hos det andet. I Oscars vuggestue er han så heldig at have nogle super søde og SÅ dygtige pædagoger, og jeg bruger dem gerne og meget til gode råd og skønne snakke om hverdagens glæder og udfordringer. Den ene af Oscars pædagog er en skøn kvinde, som har 25 års erfaring. Hun er roligheden selv og meget skarp. Hun og jeg talte for noget tid siden om gode råd i forbindelse med “projekt-smid-bleen” inspireret af små ældre vuggestue venner, der lige er blevet renlige. Vores skønne pædagog havde 3 træfsikre råd i ærmet, og det ene råd var at købe undertøj med spræl på, undertøj der er spændende og sejt for barnet at have på. Et rigtig godt råd at sende i min retning, for ellers vil mit blik falde på undertøj i navy, hvide og grå toner og da slet, slet ikke Spiderman eller hvad der ellers findes i den kategori.

Lige op til påske var jeg i en børnetøjsbutik, og jeg vendte mit blik 180 grader, væk fra mine velkendte rolige farver, og mod det undertøj der ikke mangler farver eller mønstre. Jeg ville ikke gå på krompromis med kvaliteten, for hvor bliver undertøj vasket meget, og det skal bare sidde godt. Jeg fandt et sæt undertøj med kranbiler og gravemaskiner fra velkendt og skønne Joha og et par andre sæt fra Molo – velkommen til farveland! Jeg viste, at Oscar ville elske kraner og hajer, så rådet fra vores skønne pædagog var ført ud i livet. Den første fridag i påsken fik Oscar øje på undertøjet, som bare skulle have været pakket lidt væk, til når tid var, men Oscar sagde, da han så det: “Nu vil jeg ikke have ble på mere”. Som sagt så gjort og vores lille seje dreng har været renlig siden med kun 2 uheld. Efter 4 dage skulle vi ikke længere minde ham om at gå på toilettet, men han gik selv derud, når tid var, og ordnede det han skulle, og kaldte når han var færdig. Sådan Oscar!
Desuden fandt vi hurtigt ud af, at Oscar motiveres af at få et lille klistermærke, når der har været gevinst i toilettet. Han vælger selv et klistermærke, han så sætter på et ark papir, det er på den måde meget visuelt for ham, hvor mange gange det er lykkes for ham.

Nu var det ikke fordi, vi havde tænkt, at det lige var om hjørnet at Oscar skulle smide bleen, for han er dog kun 2,9 år, og hjemme hos os bliver man som barn ikke presset, men omvendt har vi altid for øje, når de er klar til ny udvikling. Oscar var klar til en ny milepæl, før vi var, og heldigvis er han som altid så tydelig og viser os vejen – vores lille seje mindstemand.

For kort tid siden, den 10. februar, havde jeg fødselsdag. Denne gang var det den runde af slagsen – 40 år. Et tal der for mit vedkommende står helt roligt, uden fed og heller ikke med 10 udråbstegn efter sig. At blive 30 år var lidt mere med gys i maven, men 40 år er skønt.

Årene har givet mig mere ro som person, en ro jeg ikke vil bytte for noget i verden. Den indre ro kommer ikke af sig selv, til tider har det været benhårdt arbejde. Jeg har nu en ro omkring mit job, jeg har 3 skønne og raske børn sammen med min mand, som jeg elsker himmelhøjt. Jeg har psykiske muskler, der kan klare en storm, og jeg er nået til det punkt, hvor jeg ikke finder mig i noget.
Som mor er jeg med årene blevet en meget mere rolig mor. Jeg går ikke så meget op i, om det præcist er en halv liter mælk, mine børn får om dagen, for så gør de det nok i morgen. Noget jeg bestemt ikke er blevet mindre ligeglad med, er det at være der i nuet sammen med mine børn. At være autentisk og svare på de tusinde spørgsmål om det er fra min datter på 16, der har spørgsmål til en fysik rapport, om det er min søn på 12, der vil have min mening om hvilken fodboldspiller, jeg synes er den sejeste i verden, eller om min dreng på 2,5 spørger hvorfor en mariehøne har prikker. Jeg elsker det, at være lige der mit i vores families mix af travlhed, sårbarhed og rolig hverdag som vi heldigvis har fået os skabt.  Jeg har altid været en løvemor. Jeg er mine børns ambassadør, en rolle der kun vokser i takt med deres alder. Vores unge mennesker skal i dag stå for skud og klare mange ting i en tidlig alder, og de har brug for klippefaste forældre i kulissen. En virkelighed man slet ikke kan gøre sig forestillinger om, hvis ens egne børn kun har nået tumlinge alderen. Det er smukt, spændende og til tider angst provokerende med søvnløse nætter som kosttilskud.

I en alder af 40 år er jeg ligeledes blevet sikker på stort og småt. Af de små ting jeg er sikker på kan fx nævnes, at jeg aldrig nogen sinde skal have en tatovering, røre ved en slange eller bo med røde farver i mit hjem. Jeg er dog sikker på langt større og mere dybtrækkende beslutninger, der ikke står til at ændre, og som er grundstammen, i den person jeg er. Når det så er sagt, så er der 1000 af andre ting, jeg stadigvæk er nysgerrig på, og hvor jeg dog glæder mig til at finde ud af, om det er noget for mig.

Livet har desværre også vist sig fra sin mere ubehagelige side. Til dato er det tabene af min bror  og her senest min min mor, som faldt væk for 10 mdr. siden. Det har været det ultimativt hårdeste. Min mors død væltede mig næsten, men jeg har rejst mig, ikke stærkere men som en anden person. Måske er det først når vores forældre ikke længere er her, at vi finder ud af hvor stor en del, vi er af vores forældre og hvor stor betydning, det har selv i en voksen alder. For mig har det været som at miste noget af mig selv.

Om godt en uge skal jeg feste med nogle af de bedste piger, der findes og som betyder uendelig meget i mit liv. Det bliver sammen med pigerne i min familie, veninder, naboer og nogle af mine skønne kollegaer. Jeg glæder mig så meget og bliver helt varm om hjertet ved tanken om at skulle samles.

Det næste årti har jeg dedikeret til at villle være den bedste version af mig selv – og jeg glæder mig – hvad mon der venter.

Jeg er ikke typen der afprøver 100 forskellige produkter. Har jeg fundet det, der virker og lever op til mine krav om hvad kvalitet er, er jeg meget trofast. Men jeg er nyforelskede – for i det sene efterår fik jeg for første gang fat i et produkt fra skønne øko Erbaviva. Det var kærlighed ved første blik og dermed starten på den lille serie vi har nu. Det er lækre, milde og naturlige pleje produkter til baby/børn. En sjælden gang ønsker Anders at bruge creme, men efter en slem forkølelse for et par uger siden, kan det nok være han også fandt ud af, at vejrtrækningen blev noget mere behagelig, når han brugte Snifflers Organic chest balm for slet ikke at tale om den dejlige Lip balm. Nu er samlingen blevet udvidet med body shampoo og body lotion, for det er så ultra lækre øko produkter, der dufter blidt og naturligt, at jeg slet ikke kunne modstå disse produkter også. Konsistenserne er dejlige, og jeg nyder at mine børns hud mødes at milde og naturlige øko produkter.

Ingen sponsor kun egne ord om produkterne.

Vores tre børn er forskellige – vidt forskellige ikke bare aldersmæssigt men allermest som personer. Jeg er så taknemmelig for, at vi får lov til at opleve denne forskellighed, for hvor er det fedt og spændende. Det betyder også, at vi som forældre skal smøge ærmerne op for at følge med og hele tiden være nysgerrig på hvad der rør sig i vores børn. Jeg har altid haft det sådan, at lige nøjagtig den alder mine børn har lige nu og her, er den aller, aller bedste. Jeg vælger at tro, at langt de fleste forældre har det på samme måde, for hvor ville det være trist, hvis det kun var når vores børn var 3 måneder, der var den skønneste tid. Derfor er det også helt naturligt, at vores skønne datter nu har fået en alder på 16 år, og hun lige nu er det sted i hendes liv, hvor hun er på efterskole. I starten var det et stort savn, at hun var væk og de første 14 dage efter hun var taget på efterskole, skal jeg hilse og sige, at jeg fik grædt min portion “mor tårer”. Nu er vi blevet øvet i at undvære vores datter, og vi stor-nyder, når hun vælger at være hjemme i weekenderne.

Når vi som forældre bliver budt indenfor i efterskole livet, står vi der sikkert og med glæde. I aften var ingen undtagelse, for der var snigpremiere på deres flotte store gymnastik opvisning. En opvisning de skal vise 20 gange rundt om i landet de næste måneder.

Efter endt 9. klasse sidste år valgt Kirstine som sagt at tage på en efterskole med hovedvægt på gymnastik. Kirstine har i hendes skolegang gået på en lille privatskole, og efter endt 9. klasse så hun i den grad frem til et år med masser af ungeliv og en stor mængde gymnastik. Hun har fået hvad hun søgte, og hun elsker stadigvæk den sport, som hun sammen med dans har dyrket og elsket de sidste 12 år. Hvor har det været fedt for hende at kunne fordybe sig i gymnastik, så meget som hun har gjort. Det har allerde nu været et skønt, skønt efterskoleår med så mange oplevelser i rygsækken, at de endnu ikke helt har forplantet sig.

I dag har hun taget hul på de sidste 4 måneder på efterskolen, og vi får en anden pige hjem end den vi sendte afsted, det er helt sikkert. En langt mere moden pige der efter dette efterskole ophold skal på gymnasiet, og hun er klar vores store smukke pige – hun er så klar.

Madpakker må gerne indeholde lidt forskelligt. Anders skal hver dag have to madpakker med. Den ene indeholder primært rugbrød, og den anden som er til formiddag indeholder ofte lidt pastasalat, et pølsehorn eller som disse skinke/oste boller. Opskriften er let og lige til at gå til.

Oscar er i den grad begyndt at have interesse for at hjælpe i køkkenet. Det er så skønt, at vi nu også kan begynde at hygge os om madlavningen. Det tager lidt længere tid og sviner lidt mere men pyt, for vi har det dejligt med det, og han dufter og smager og fornemmer på så skønne måder gennem maden.

Oscar har aldrig været den store brødspiser og selv sådan en lun og duftende skinke bolle sagde han nej tak til – hvem forstår det. Men han gør sin storebror glad, når han pakker  madpakken op i morgen.

Opskriften kommer lige her:

1 dl kogende vand 
1,5 dl kærnemælk 
50 g gær
1/2 tsk salt
3 spsk. olie
1 æg
75 g revet skinke
50 g god revet ost
1 revet mellemstor gulerod 
200 g hvedemel 
50 g rugmel 
200 g ølandshvede 
æg til pensling
evt sesam som drys på toppen

Bland vand og kærnemælk og rør sammen med gær. Tilsæt salt, olie, æg, skinke, ost og gulerod. Rør melet i lidt ad gangen. Ælt dejen sammen og stil den til hævning i min. 20 min. Slå dejen ned, form 10 boller og lad dem efterhæve på en bageplade beklædt med bagepapir i 20 min. Pensl med æg og drys evt med sesam. Bag ved 200 grader i 20 min.